Han er regeringens mest synlige værdipolitiker i en tid, hvor det ellers handler mest om økonomi.
På den ene side er han et glansbillede i korrekte meninger – kønskvoter, homovielser og rigtig integration. Og som skåret ud af moderne, radikal caffe latte-tøjstil.
Læs hele interviewet med Manu Sareen i BT PLUS
BT PLUS anbefaler også:
Af Peter Brüchmann
Manu Sareen har, for en politiker på dette niveau, meget lidt filter på sin fortid. Er ærlig, åben og reflekterende. Nogle gange nærmest højstemt, men også nærværende i hvert et ord
- Så er jeg i hvert fald den første perker, der er blevet minister, sagde Manu Sareen med et selvironisk smil, da det i oktober gik op for Danmark, at han hverken var den første indvandrer, der blev minister (det var Isi Foighel i 80’erne) eller den første med anden baggrund end dansk (Henry Grünbaum i 60erne).
Han er regeringens mest synlige værdipolitiker i en tid, hvor det ellers handler mest om økonomi.
På den ene side er han et glansbillede i korrekte meninger – kønskvoter, homovielser og rigtig integration. Og som skåret ud af moderne, radikal caffe latte-tøjstil.
- Jeg kan slet ikke se glansbilledet. Jeg har haft en sindssyg ungdom, er blevet smidt ud af gymnasiet og kommer fra Islands Brygge, siger han selv.
På den anden side havner han ofte i kontroverser såsom et stort drama på Københavns Rådhus i 2009 og ballade om hans i øvrigt fremragende børnebøger om Iqbal Farooq og om penge, der ikke blev betalt som lovet til børnehjem i Indien. For slet ikke at nævne sure præster og biskopper.
Barndom
Min mor og jeg kom til Danmark i 1971. Jeg var 3 1/2. Min far var rejst hertil året før. Jeg kan intet huske fra mine år i Indien. Vi flyttede ind i en 2 værelses i Egilsgade 58 på Islands Brygge.
Begge mine forældre arbejdede rigtig, rigtig meget. Havde flere job og havde selv en lille tøjforretning på Bryggen. Jeg og min lillesøster var til tider overladt til os selv, men deres ihærdighed har de givet mig med. De sagde ’opfør dig ordentligt og vær ihærdig’. Vi er gæster i det her land, og når man er gæst, opfører man sig ordentligt. Det fik jeg ind.
Skoletid
Skolen var en fantastisk verden. Et frirum, som jeg elskede på trods af manglen på faglighed fra min side. Mine forældre kunne jo ikke hjælpe mig med dansk. Faktisk holdt jeg dem i mange år væk fra skolen. Så pludselig en dag, jeg kom hjem, sad min lærer, Dorthe Monrad i stuen. Det glemmer jeg aldrig.
Jeg havde nok ikke lyst til at lave lektier, men klarede mig ved at være klassens klovn. Skolen var én stor leg, selv om jeg ofte endte i et rum ved siden af de andre eller i støttecentret.
Bryggen dengang var med kraner, som i de gamle Olsen Banden-film, og godstog, som vi sprang på, mens de kørte forbi, for at tage til spejder. Jeg har altid kendt grænsen for, hvor langt jeg kunne gå. Nogle lavede ting, man ikke skulle lave, som at drikke eller stjæle. Det turde jeg aldrig, fordi jeg vidste, der ville falde brænde ned. Du skal vise respekt, du skal klare dig godt og du skal ikke ’messe’ med dine forældre. Det ligger dybt i den asiatiske kultur.
Pigerne
Så pludselig i 7. klasse begyndte de lækre piger i klassen at fatte interesse for mig. De kunne godt lide, at man kunne få dem til at grine, og jeg spillede håndbold og var sporty. DET havde jeg meget svært ved at håndtere med pubertet og usikkerhed. Det var mega overvældende. Den første pige, jeg kyssede, hed Susanne Nielsen og var kæreste med en fra 9. Jeg var bange for at få bank af ham og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi kyssede, men hun sagde ’jeg er altså nødt til at lære dig at snave’. For pokker, jeg ku’ ikke engang kysse. Men pigerne var sjovere end at lave ballade.
Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg er blevet så dansk. Det er på grund af danske kærester. Jeg kunne komme hjem til dem og være en del af deres liv. Den mulighed havde man ikke som fremmed.
Det fik også stor betydning, da jeg senere fik en kæreste, der hed Signe. Jeg kom ind i en litterær verden, som jeg ikke anede eksisterede. Hendes far var filminstruktøren Morten Henriksen. Hendes farfar var professor i nordisk mytologi og gav mig bøger som ’Fiskerne’ og ’Barbara’. Meget af det, jeg er i dag, blev skabt i den verden og af hendes familie. Hendes far blev et pejlemærke for mig, som Morten Stig Christensen havde været det i MK31, hvor jeg spillede håndbold. De pejlemærker har jeg søgt.
Ungdom
Jeg blev smidt ud af gymnasiet med fuld musik. Jeg kom fra en arbejderkultur – som den eneste fra min klasse, der gik til gymnasiet - til en hvid, dansk, middelklasse læsekultur. Jeg var bare anderledes. Og jeg kom til en arena af helt vild gang i den med fester, smukke piger og blev straks medlem af festudvalget. Men oven i hovedet var jeg slet ikke til stede. En dag sagde min fransklærer ’Gud, Manu, er du her?’ Hvorefter det røg ud af munden på mig: ’Ja, jeg kom lige forbi’. Så jeg blev smidt ud på grund af fravær i 2.g.
Men inden da havde jeg nået at møde læreren Mads Laursen Vig, som rent faktisk var med til at redde mit liv og blev et nyt pejlemærke. Han kaldte mig til samtale efter den første stil, der var fyldt med røde streger. Han tog mig hjem og gav mig ekstra læsning.
I 2.g oplevede jeg også for første gang racismen, som for mig kom fra den ene dag til den anden. Børn ser jo ikke farve. Og jeg havde altid bare været Manu. Så en dag, jeg kom gående med min kæreste forbi nogle grønjakke-typer, råbte de ’hva’ laver du med ham der?’. Det rystede mig der i midt-firserne, fordi det var helt nyt.
Kort efter arbejdede jeg også i mine forældres grill i Stefansgade på Nørrebro og oplevede disse typer som kunder. Det kunne være ekstremt ubehageligt. Dér blev indignationen skabt i det arbejde, jeg senere kom til at lave som integrationskonsulent.
Efter at have begyndt på og være droppet ud af HF på to gymnasier endte jeg som 20-årig på Astor Burger ved Hovedbanen. Vi var et slæng, der begyndte på samme tid som et kobbel hunde, der var blevet smidt ud fra forskellige steder. Arbejdede hver dag kl. 17-23 og gik så i byen. Blæste den totalt af i weekenden. Masser af øl, lidt kvinder og så en gang imellem lidt hash. Det lyder vildt og destruktivt og var det måske. Men det er mine bedste venner i dag, og mange af dem har rigtigt spændende job.
Voksen
Efter halvandet år på den måde tog jeg til Indien. Rejste bare rundt alene. Men jeg havde mødt Signe lige inden og vidste, at jeg skulle hjem og være kærester med hende. Og det blev hendes far, der en dag sagde til mig: ’Manu, hva’ vil du med dit liv?’ De var jo ambitiøse. Så en dag, jeg kom forbi en børnehave, stod der et skilt i vinduet, hvor de søgte en pædagogmedhjælper. Mænd er jo i høj kurs sådan nogle steder, så jeg fik jobbet med det samme.
For første gang i mit liv oplevede jeg noget, jeg var god til, og som jeg var rigtig glad for. Senere kom jeg til et fritidshjem i Urban-planen på Amager, hvor der var mange problemer med indvandrer-unge. Der kunne de se, at jeg var god til at arbejde med den slags, og så gik der tre nano-sekunder, så havde de hugget kløerne i mig. Det var fedt, og jeg arbejdede vildt meget og havde flere job, også mens jeg tog min uddannelse som socialpædagog.
Men jeg havde et hængeparti: Det var et nederlag og en skam, som jeg virkelig slæbte rundt på, at jeg var blevet smidt ud af gymnasiet. Så jeg begyndte at læse psykologi. Gik der kun et år, for da jeg havde skrevet en hovedopgave og fået 13, havde jeg bevist det, jeg ville.
Blandt alle disse institutionsjob mødte jeg Anya, som jeg i dag er gift med. Det var på Kofoeds Skole. Hun var vikar, og jeg var fuldstændig forelsket lige med det samme. Det var ikke gensidigt...
Så der gik lidt tid, før hun en dag ringede. Hun var stoppet på Kofoed, men spurgte, om jeg ikke kom forbi med en juledekoration fra skolen. Siden har vi været kærester og har i dag tre dejlige unger.
Familieliv
Det kan være svært at være nærværende og leve i nuet med sine børn, når man er minister. Men jeg prøver virkelig.
Den oplevelse, der har præget mig mest som menneske, var, da min mor døde for et par år siden. Hun var syg og havde fået en nyretransplantation, da hun pludselig fik flere blodpropper i hjernen. Vi skulle til sidst tage en beslutning, om hun skulle medicineres og holdes kunstigt i live. Det sagde vi nej til.
Det var den mest skelsættende oplevelse i mit liv. På samme tid meget smukt og virkelig jordnært at mærke, hvordan varmen forlod hendes krop. Jeg er fra en generation, der ikke får døden tæt på. Vi lever i byen og ser ikke døde dyr. Så kommer man let til at leve i en lomme, hvor man tror, man lever evigt. Min mors død førte til en undren og en forståelse/ikke forståelse. Hvor er hun så henne nu? Jeg har altid levet efter ’memento mori’ (husk du skal dø). Vi skal leve i nuet. I filosofisk forstand. Da hun døde, smeltede det praktiske og filosofiske sammen.
Det var trist, men også meget givende.
