Sådan var hun: Der er en imponerende sammenhæng mellem det, Gitte Seeberg siger, og det hun gør. Troværdig og inspirerende. Hun har betalt prisen for at sige fra. Smækkede med døren to gange til to partier i Folketinget. Og lukkede til sidst døren helt til Christiansborg bag sig.

Det hele kan uhyre præcist beskrives i tre ord: Nok er nok. Gitte Seeberg sagde fra. Og beviste, at hun i den grad lever op til de råd, hun har fået med sig hjemmefra: Gør de ting, der er rigtige. Gør det ærligt og ordentligt.

Læs hele interviewet med Gitte Seeberg i BT PLUS

BT PLUS anbefaler også:

Af Peter Brüchmann

Sådan var hun: Der er en imponerende sammenhæng mellem det, Gitte Seeberg siger, og det hun gør. Troværdig og inspirerende.

Hun har betalt prisen for at sige fra. Smækkede med døren to gange til to partier i Folketinget. Og lukkede til sidst døren helt til Christiansborg bag sig.

Det hele kan uhyre præcist beskrives i tre ord: Nok er nok. Gitte Seeberg sagde fra. Og beviste, at hun i den grad lever op til de råd, hun har fået med sig hjemmefra: Gør de ting, der er rigtige. Gør det ærligt og ordentligt.

Nogle vil blive rundtossede af sådan en tur. Men 51-årige Gitte Seeberg er glad i dag. Hun har fået sig selv med som menneske på hele den bumlede vej, og hun vil ikke tilbage til Christiansborg – selv om mange sidste år pludselig troede, at hun var på vej ind på Helle Thorning-Schmidts hold. ---- Her fortæller hun sin historie.

Barndom

Jeg er enebarn og havde en rigtig tryg barndom. Mine forældre blev de første i familien, der fik et bedre liv end deres forældre. Og derfor var de også optaget af, at jeg skulle have en ordentlig uddannelse. Vi flyttede ud i et rækkehus på Stengårds Allé i Gladsaxe, da jeg blev født.

Min mor er begavet og viljefast, men fik ikke nogen uddannelse. Til gengæld havde hun altid halvtidsjob og var der, når jeg kom hjem fra skole. Min far er uddannet maskinmester og sejlede ved AP Møller. Da jeg så blev født, gik han i land og blev emballagechef.

Det var et hjem, hvor tingene skulle være ordentlige. Værdier som åbenhed, ærlighed og respekt var vigtige. Det tænker jeg da på med de svære beslutninger, jeg senere skulle træffe. Jeg blev bakket op i mine beslutninger, selv når de var åndssvage: ’Du har jo bestemt dig, så kan vi lige så godt bakke dig op.’

Skoletid

Jeg var en drengepige. Jeg identificerede mig med drengeværdier og syntes, det var pinligt at lege med dukker. Jeg ville hellere køre gokart, klatre i træer og lege med fyrværkeri.

Jeg var også lidt rebelsk. Gik i en gammeldags privatskole i Lyngby, som var autoritær og med morgensang. Jeg havde konflikter med rektor og lærerne. Det gik ikke så godt, så jeg besluttede mig for at skifte skole i 7. klasse, og ligesom mine forældre altid havde bakket mig op, gjorde de det også her.

Men så måtte jeg til gengæld også selv finde ud af, hvor jeg så skulle gå. Så jeg tog ud og snakkede med forskellige rektorer. Jeg valgte Kvikmarken Privatskole, en lillebitte skole, hvor der gik 13-14 elever i hver klasse. Her faldt jeg rigtig godt til.

Jeg var mere socialt end fagligt anlagt. Passede mine ting, men var til fest og farver, så jeg var ikke den første, der satte mig ned og lavede lektier.

Efter realeksamen (jeg var sidste årgang) gik jeg på HF. Ville ikke på Holte Gymnasium, men hellere ind til byen, så jeg gik på Metropolitanskolen i København. Jeg syntes sikkert selv dengang, at jeg var voksen, men det var jeg altså ikke. Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig med en veninde til en skodlejlighed uden bad i Brønshøj. Jeg var virkelig ikke særlig moden, men vi havde det sjovt.

Ungdom

Jeg begyndte på jura ved lidt af et tilfælde, efter at jeg blandt andet havde været i kibbutz. Ville helst være læge, så jeg kunne tage til Afrika. Så ville jeg være pilot, men det kunne jeg ikke. Så det endte med jura. Jeg kunne ikke få SU på grund af mine forældres indkomst, så jeg arbejdede som en hest ved siden af med en masse job.

Jeg var meget interesseret i historie og begyndte at blive afsøgende med politik og gik bl.a. til møder i DKU (kommunistisk, red.), men det var et blindt spor for mig. Det var i de år, hvor Schlüter kom til. Han står som et stort forbillede. Stadig. Han tiltalte mig med sin sympatiske facon, og fordi der blev taget hånd om problemerne. Nu er jura ikke ligefrem et venstreorienteret studie, men jeg begyndte at stemme konservativt på grund af deres anstændige og ordentlige værdier.

Jeg blev færdig som advokat som 25-årig og flyttede langt ud på landet, til St. Heddinge og lejede jordemoderhuset på Gjorslev Gods. Jeg siger dig, det var ude på landet. Folk kørte rundt på traktor, og det var første gang, jeg blev trukket ud af mit normale miljø i Lyngby og København.

Politik

Da jeg så blev 28, flyttede jeg til København, fik mit eget advokatfirma med møderet for landsretten. I den periode mødte jeg også mine nu nærmeste venner, Trine Gregorius og hendes senere mand, Peter Sterup, der var folketingsmedlem og senere generalsekretær for De Konservative.

Peter prøvede at tale mig ind i politik. Det var efter tamilsagen, og Peter og Hans Engell havde den strategi, at der skulle nyt blod til De Konservative.

Og til sidst meldte jeg mig ind og blev opstillet i Frederiksværk. ’Bare rolig’, sagde Peter, ’du bliver aldrig valgt i Frederiksværk. Den kreds har ikke givet valg, siden partiet hed Højre.’

Men så i 94 blev jeg valgt ved et kanonvalg, og det var helt vildt overvældende. Jeg var meget usikker, led helt vildt af medieskræk og læste og læste på mine lovforslag, fordi jeg bare ikke ville blive taget i en fejl.

Jeg er typen, der sætter snuden i sporet og arbejder. Og det gik da også fint, selv om Henriette (Kjær, red.), Lene (Espersen) og jeg blev kaldt ’Kylle, Pylle og Rylle’. Jeg havde ni års erfaring som advokat, så jeg tog det ikke så tungt, men Henriette blev møgsur. Jeg har hørt, at det var Kaare R. Schou, der fandt på det, men jeg ved det ikke. Vi har siden grinet ad det.

Men da Engell så i 97 kørte ind i betonklodsen, gik det op for mig, hvor store spændinger der er i politik. Der var folk, jeg havde set op til i årevis, som havde været ministre, voksne mennesker, der bare havde siddet og nikket. Pludselig så vi, at de i virkeligheden havde været uenige. Jeg tænkte: ’Det kan da ikke være rigtigt’ – og, ja, det var falskhed.

Det eneste tidspunkt, hvor politik var rigtigt svært at sluge, var efter valget i 2001. Jeg havde hele tiden været klar over, at jeg ikke blev minister, selv om aviserne gættede på det. Men det slog rigtig hårdt, at jeg fik nogle rigtig dårlige ordførerskaber. Blev energiordfører og næstformand i gruppen. Det var ydmygende, jeg følte mig udstillet, og det var svært at finde motivationen igen.

Udlandet

Min vigtigste rolle blev at forsvare Thor Pedersens finanspolitik, og med al respekt kunne jeg godt have set mig med andre opgaver. Allerede et halvt år efter valget kunne jeg se, at det ikke udviklede sig særlig sympatisk. DF og Pia Kjærsgaard bestemte det hele. Så da Bendt Bendtsen gav mig tilbuddet om at stille op til EU-Parlamentet i 2004, slog jeg til, og det blev min bedste periode.

Jeg følte mig meget mere hjemme i den kristen-demokratiske gruppe i EU. F.eks. kom der i 2005 en mærkesag om at kigge på de flygtninge, der kom fra Afrika. I EU handlede det om at hjælpe dem, så de ikke druknede. Havde det været i Danmark, havde vi set på, hvordan vi kunne sparke dem i vandet.

Og så kom Muhammed-krisen, der satte Danmark på kortet som et intolerant land. Jeg elskede parlamentet. Det var min bedste periode i politik, og jeg lærte så meget. Men det var for hårdt i forhold til min familie, som jeg måtte undvære, og desuden ville jeg ikke hjem og forsvare VKOs politik.

Ny alliance

Jeg er stadig glad for, at jeg tog skiftet til Ny Alliance i 2007. Jeg vidste da godt, at det langtfra var sikkert, at projektet var bæredygtigt, men jeg valgte at løbe risikoen. Havde jeg bare siddet på den flade og ikke gjort noget, havde det været værre.

Men som valgkampen skred frem i 2007, kunne jeg se, at det ikke ville blive, som vi lovede vælgerne. På valgaftenen og derefter var vi relativt uvenner, og tilliden var totalt væk mellem os. Og der gik jo heller ikke mere end en måned, før partiet meldte ud, at vi var en del af VKO-blokken. Vi var gået til valg på at bryde blokpolitikken. Og da vi så svigtede et forslag om asylbørn, som havde været en del af vores valgprogram, var det ikke længere svært for mig. Jeg skulle ud. Vi havde svigtet dem, der havde stemt på os, og jeg skulle finde et job og noget andet at bruge livet på. Jeg har ingen kontakt med Anders (Samuelsen, red.) i dag. Naser er Naser, og han er en sød fyr, og vi har ingen problemer i dag.

Verdensnaturfonden

Jeg interesserer mig stadig for politik. Og jeg føler, at jeg stadig er i politik med mit arbejde her i Verdensnaturfonden. Og på en rigtig måde. Jeg elsker at komme på Christiansborg og stå at snakke med folk, men jeg elsker også at komme tilbage her til Svanevej og et job, der gør mig glad. Folk troede, at jeg var på vej tilbage, da jeg før valget sidste år skrev på Facebook, at jeg håbede, at vi fik en ordentlig statsminister i Thorning. Man får jo ikke et brud på blokpolitikken ved at stemme på Pia Kjærsgaard og hendes støtter. Det var min pointe. Men det trækker slet ikke at stå i salen og læse lovforslag op.