Han er rebellen på Harald Børstings hold. Den, der altid tager telefonen, når pressen ringer. Den, der altid siger sin mening. Og den, der også tør bryde med fodslawet i en flok, der ofte har forskellige interesser.
Læs hele interviewet med Dennis Kristensen i BT PLUS
BT PLUS anbefaler også:
Åben, imødekommende og med paraderne nede. Optaget af, om der også er en kop kaffe og et stykke brød til fotograf Nils.
Han er rebellen på Harald Børstings hold. Den, der altid tager telefonen, når pressen ringer. Den, der altid siger sin mening. Og den, der også tør bryde med fodslawet i en flok, der ofte har forskellige interesser.Dennis Kristensen er en mand, man husker. Han får fjender på sin vej på grund af sin åbenmundede stil. Men han placerer også sit forbund, FOA, helt centralt og har derfor siden sin entre i 2002 som formand haft sine 200.000 medlemmer bag sig.
Her fortæller ’DK’, som han underskriver sine mail, om et liv, der har budt på en problematisk skoletid, et selvmord, et heftigt ungdomsoprør, en karriere som kommunist og en ny rolle som bedstefar.
Barndom
Jeg var den lille rod, når familien var samlet. Alle var større end mig, og jeg fik navnet ’Gummi-Tarzan’. Det var før, Ole Lund Kirkegaard skrev bogen, så jeg ved ikke, hvor det kom fra. Sikkert fordi jeg havde mere mod end jeg havde kræfter. Jeg var lidt frygtløs, eller bare dum.
Både i gården derhjemme og i skolen var jeg en rod. Min skoletid på Kirkebjerg Skole i Vanløse var relativ problematisk. Måske fordi jeg altid havde min fem år ældre storebror, Bjarne, i baghånden. ’Jeg henter min storebror, hvis du ikke stopper’, var min replik.
Min far var uddannet slagter, men kørte som chauffør på Thor Vask i Nordvest, hvor vi boede først. Min mor var syerske. Hun var den dominerende i hjemmet, temperamentsfuld og en rigtig løvemor på samme tid. Min far var mild og rolig.
På et tidspunkt flyttede vi fra Nordvest til en villa i Vanløse, som min mormor var blevet alene i. Min morfar var død og først for nylig, da jeg mødte en halvfætter, har jeg fået at vide, at han gik ud i skoven og tog sit eget liv. Det fik vi intet at vide om dengang. Så vi flyttede ind og mormor flyttede op på 1. sal. Min mormor og min mor kunne virkelig få det til at gnistre.
Skolen
Jeg husker engang, da jeg var 9 år, at to store rødder i skolen igennem en hel time jagtede mig rundt på en fodboldbane. De fik mig ikke, men jeg rodede mig ud i en del slagsmål. Jeg har da også fået en del tæsk, men jeg mindes ikke, at jeg er stukket af fra et slagsmål, selvom det nok havde været klogt.
Det tog af, da jeg kom hen omkring 5. klasse. Der var især en klasselærer, der hed Mary Sørensen. Hun havde vel en forkærlighed for knægten. Jeg blev på et tidspunkt taget ud af klassen i nogle timer og kom op at sidde hos hende i håndarbejdslokalet, og så kunne jeg lave lektier der. Hun stillede skrappe krav, men var også en frelsende engel.
Jeg blev også sendt til skolepsykolog, ovre i en kælder. Det var lidt omgærdet af ’gad vide, hvad der er galt med dem, der kom derned’. Men jeg skulle kigge på nogle blækklatter og sige, hvad jeg så, og så fik jeg fri.
På et tidspunkt fik vi en lærer med et ustyrligt temperament, som vi kunne få helt op i det røde felt. Han Jeg var relativt god i timerne. Fik pæne, tenderende til meget pæne, karakterer, når det interesserede mig.
Ungdom
Jeg kom på Falkonergårdens Gymnasium og endte med at blive familiens første student. Det var lige i begyndelsen af ungdomsoprøret. Vi var for unge til at være helt med, men var stærkt påvirkede af det. Vi snakker hår her ned til brystet. Nogle var langhårede og læste. Nogle var langhårede og diskuterede. Men langhårede var vi.
Jeg var med i en gruppe på 3-4 elever, der var meget politisk interesserede, og vi havde diskussioner med enhver lærer, der tillod sig at komme ind i lokalet. De kunne slet ikke fremlægge noget, uden at vi satte spørgsmålstegn. Måske var det bare en anden måde at være rod på.
Min mor kunne ikke lide håret. Stod det til hende, havde min far, som hun ellers godt kunne styre, klippet det af med saksen, men dér satte han grænsen. Til gengæld, hvis der kom nogen på besøg, som nævnte håret, så kom løvemoren op i hende. Ingen skulle kritisere hendes børn.
Gymnasiet var en vild tid, præget af den seksuelle frihed. Det er lige til at få tårer i øjnene af (smil).
Nogle af de andre rødder døbte mig ’Formulatoren’, fordi jeg altid diskuterede. Jeg kunne sagtens følge med. Fik 13 i dansk og 03 eller 5 i biologi, hvor vi ikke orkede læreren. Men jeg var også blevet meget inspireret af forfattere som Hans Kirk, Scherfig og Andersen-Nexø. Jeg har læst hele Andersen-Nexøs forfatterskab, en del faktisk i timerne med en anden bog foran. Jeg begyndte også at abonnere på Land og Folk i weekenden. Det må have været grænseoverskridende for mine forældre at se den puttet ind ad brevsprækken, men de brokkede sig ikke. Min mor kunne være en harpe, og jeg fik enkelte gange med en livrem, men de respekterede mine interesser.
Når jeg blev kommunist, var det under påvirkning af Vietnam-krigen og forfatterne. Det var bestemt ikke hjemmefra. Jeg ved intet om, hvad mine forældre stemte. Tror ikke engang, de vidste, hvad den anden stemte.
Til sidst skulle klassen køre i hestevogn. Vi syntes, det var borgerskabets børn, der skulle demonstrere eliteholdninger, så vi købte en kasse øl og gik ned til Damhussøen. Det var den eneste gang, jeg tror, min mor blev virkelig skuffet. Det er jeg sgu lidt ked af i dag. Hun havde gerne set, at vi også var kommet ned af hendes vej med familiens første student.
Voksen
Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg ville efter gymnasiet. Jeg flyttede hjemmefra med min gymnasiekæreste, Hanne. Hele vennekredsen fra Vanløse var politisk aktiv som kommunister. Det interesserede mig mere end arbejdet gjorde. Efter at have kørt chauffør i min fars firma i halvandet år, kom jeg til en byggelegeplads og blev samtidig formand for DKU i Valby.
I den periode mødte jeg også min kone, Dorte. Hun var en del af vennekredsen fra Vanløse. Det var noget værre rod. Jeg var flyttet sammen med Hanne. Dorte var sammen med Søren. Kan du ikke bare skrive, det var noget rod? Men Dorte og jeg flyttede heldigvis sammen.
Det, der nok spiller den største rolle for det, jeg laver i dag, og den person, jeg er, er tiden som portør på Herlev Sygehus. Den tid er jeg meget glad for. Der opstår en meget stor gensidig løvefølelse i sådan en gruppe. En oversygeplejerske skulle bare ikke kritisere en portør, men hvis vi kun var os sammen, og man virkelig havde kvajet sig, så var der kontant afregning.
Jeg var den eneste, der var medlem af DKP, men blev alligevel tillidsmand. Jeg har normalt været alene som kommunist, hvor fagbevægelsen godt kunne været præget af grupperinger hos S og SF, der sloges. I dag er jeg glad for, at jeg aldrig har været i et miljø, hvor man siger ’jeg er ligeglad med, hvem du repræsenterer, vi er nok til at bestemme.’ Både som portør og tillidsmand skulle man have sin sag og sin overbevisning i orden. Det har jeg lært ustyrlig meget af.
Den måde, jeg kom derfra på, har også præget mig meget. Jeg blev fyret, fordi de ville af med mig som tillidsmand. Vi skulle til demonstration på Christiansborg, da Schlüter-regeringen kom til. Alle de andre sad klar i en bus. Jeg havde fået afspadsering, det skulle man som tillidsmand. Bagefter påstod sygehuset, at min chef trak min afspadsering tilbage, lige da jeg skulle ind i bussen. Det var løgn, men det fyrede de mig på. Til gengæld gik rødderne i konflikt i tre uger. Det er altså rigtig længe på et sygehus. Til sidst var jeg selv med til at overtale dem til at gå i arbejde. Da jeg kom der næste gang, var det som fagforeningsformand.
Jeg tror også, min åbenhed kommer derfra. Kan huske, at det irriterede mig som tillidsmand, når vi gik derude, betalte til fagforeningen, og så sagde de bare ’ingen kommentarer’. Så jeg bestemte mig for, at jeg aldrig ville sige ’ingen kommentarer’. Og så er medier langt hurtigere at kommunikere med medlemmer igennem end via et fagblad, der har tre ugers produktionstid.
I dag er jeg så blevet bedstefar. Jeg besluttede mig for at sætte grænsen, da jeg så, hvordan andre gik helt i spåner, når de fik børnebørn. Den har jeg måttet revidere. I dag har Laurits og jeg en forening med vedtægter og det hele, der hedder ’Herretur’, og som ofte tager i Zoo. Laurits på 4 ½ har så lovet lille Vigga på godt et år, at hun må komme med, når hun kan ’gå på ben’, så vi skal nok have revideret vedtægterne.
