Den svenske kronprinsesse Victoria fortæller for første gang om den turbulente tid i kongehuset og de mange negative historier om hendes far, kong Carl Gustaf.

Det er en svær tid for den svenske kongefamilie - det siger kronprinsesse Victoria nu i det første interview om krisen i kongehuset.

Kong Carl Gustaf er blevet upopulær, efter en bog i efteråret fortalte om kongens mange besøg på natklubber og forbindelser til unge kvinder.

- Når det gælder min far, vil jeg sige, at det er svært og udmattende og leve med alt det, der skrives. Men vi er jo ikke de eneste mennesker, som er udsat for det her, så vi må leve med den form for skriverier, siger kronprinsesse Victoria i et interview med avisen Süddeutsche Zeitung i forbindelse med et besøg i Tyskland. 

En meningsmåling har netop vist, at under halvdelen af svenskerne mener, at kong Carl Gustaf skal fortsætte, mens opbakningen til kronprinsesse Victoria er steget. Så sent som torsdag kom der fornyet fokus på forholdet mellem dronning Silvia og kong Carl Gustaf, da dronningen deltog i et officielt arrangement uden sin vielsesring på fingeren.

- Man kan ikke bare slukke for sine følelser, følelser har man altid. Man kan jo ikke holde op med at leve, men man lærer at leve med det, siger kronprinsesse Victoria.

Folkeskole eller ej?

På trods af kronprinsessen åbenhed, afviser Victoria at svare på spørgsmål om sine fremtidige børn. Det danske kronprinspar har valgt, at prins Christian skal gå på en almindelig folkeskole i Gentofte Kommune, ligesom også det norske kronprinspar, Haakon og Mette-Marit, har valgt en lokal skole til deres ældste datter.

- Det er lidt for tidligt at tænke på, hvad vi skal gøre. Vores mål er naturligvis, at vores børn en gang skal have en sikker og kærlig opvækst, siger kronprinsesse Victoria.