____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Themsen ligner i disse OL-dage ikke længere sig selv. Faktisk er det nærliggende at sammenligne den store flod i hjertet af London med det mondæne Monaco, når man kigger på antallet af de gigantiske og yderst luksuriøse yachts, som Dronning Margrethe og kronprins Frederiks stolthed, kongeskibet Dannebrog, nu ligger og gnubber sig op af.

I de sidste dage har londonerne gjort store øjne, når den ene mere imponerende yacht efter den anden er sejlet ned af Themsen for at lægge til kaj ganske få mil fra OL byen i Londonbydelen Stratford.

Det forlyder, at op mod 100 superyachts vil ankomme til London. Her vil de ligge og vugge på Themsen som flydende hjem for deres eksorbiant velhavende ejere, mens de følger de sportslige begiveheder og holder store fester for kendte og kongelige i sommernætterne i London.

Langt de fleste af yachtsene lægger til kaj i West India Dock, der også er kendt som the Royal Dock. Dermed er de velhavende VIP’ere meget tættere på de sportslige begivenheder i Londonbydelen Stratford, end hvis de de havde valgt at booke sig ind i en de store suiter på luksushotellerne i den engelske hovedstad.

Verdens mest luksuriøse



I går aftes var det så Dannebrogs tur til at ligge til kaj i the Royal Docks. Lige som de meget velhavende har kongefamilien valgt at bo på Dannebrog under OL. Og selv om Dannebrog bestemt ikke er underbemidlet hvad angår bekvemligheder, kan det 80 år gamle skib slet ikke hamle op med Eclipse, som den russiske rigmand, Roman Abramovich, ejer.

Eclipse beskrives som verdens mest luksuriøse yacht med dets to svømmepøler, landepladser til helikoptere, 30 soveværelser og egen natklub.

Men mindre kan selvfølgelig heller ikke gøre det for den russiske mangemillionær, der også ejer den engelske fodboldklub Chelsea.

OL i London har i det hele taget tiltrukket mange af verdens rigeste mennesker. Udover Frederik og Mary samt dronningen og prinsgemalen og prinsesse Benedikte, der alle residerer på Dannebrog, er Paul Allen, medskaber af Microsoft også ankommet til London i sin luksusyacht med det James Bond-agtige navn, Octopus.

Og ligesom den kongelige famile og Abramovich har Paul Allen valgt at lægge til kaj tæt på Dannebrog. Dermed får hans 123 meter lange yacht, der er bygget i 2003, Dannebrog til nærmest at ligne en plimsoller med sine bare 78,43 meter.

Svært at komme tæt på



Selv om rigmændene umiddelbart ikke kender den danske kongefamilies medlemmer, kan det jo godt være, at den australske shopping center-mogul, Frank Lowy, sender Mary og Frederik en særlig indbydelse til at komme til party på hans luksus yacht, Illona.

For andre ikke-kongelige kan det blive svært at komme tæt på de flydende lukusus-hjem. Der bliver nemlig passet ekstremt godt på de velhavende skibsejere. Ifølge The Daily Mail er der hyret 800 sikkerhedsfolk til at passe på de rige og kongelige.

Der er også blevet oprettet et concierge center, som ikke lader luksushotellerne tilbage, der kan skaffe VIP-billeter og adgang til olympiske begivenheder.

Så mon ikke Frederik, Mary, og når Joachim og Marie støder til senere, vil få masser af store OL-oplevelser at fortælle vennerne hjemme i Danmark om, når OL slutter den 12. august.



Kongeskibet blev færdigbygget i 1932. Det måler 78,43 meter i længden og 10,40 meter i bredden.

Skibet rummer Dronningen og Prinsgemalens arbejdsværelser, spisesalon, fællessalon og soverum. Besætningen består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og 38 værnepligtige specielt udvalgt fra Søværnet.

Dannebrog har udover de danske farvande sejlet i Middelhavet, Caribien og langs den amerikanske østkyst.



Octopus blev leveret til amerikaneren Paul Allen, medstifter af Microsoft i 2003. Med sine 126 meter er det verdens 12. største privatejede yacht.

Octopus har to helikopterlandingspladser, en servicebåd, en pool, en ubåd med plads til 10 personer, to speedbåde og en basketballbane. 60 ansatte passer yachten og varter Paul Allen og hans gæster op.

Octopus var i København i 2010.



Eclipse blev færdigbygget i 2009 og leveret til Roman Abramovich i 2010. Med sine 170 meter er det verdens største yacht. Den har to helikopterlandepladser, to svømmepøler, natklub, biograf, 30 soveværelser, en miniubåd og et missilforsvar.

Abramovichs kahyt er panseret til og koøjerne består af skudsikkert glas. 70 ansatte sørger for at sejle båden og opvarte ejeren og hans gæster.