Først var der vielsesringen, der manglede på dronning Silvias finger, som fangede mediernes opmærksomhed, da det svenske kongepar i går var på officielt besøg i den svenske kommune Nykvärn.

Og selv om en forfjamsket dronning skyndte sig at flytte en af sine andre ringe over, hvor vielsesringen skulle have siddet, følte hoffet sig presset til at udsende en forklaring om, at dronningen havde været nødt til at tage vielsesringen af, fordi hun havde klemt sin finger.

Hverken kong Carl Gustav eller dronning Silvia havde lyst til at besvare spørgsmål fra pressen, og i dag har kong Carl Gustav så aflyst en planlagt pressekonference om et projekt i Verdensnaturfonden.

- Kongeparrets reaktion på den manglende ring vidner om, at de er under et utroligt pres. Jeg vil betegne situationen som den værste krise i det svenske kongehus i de sidste 35 år, siger historikeren og royal analytiker, Lars Hovbakke Sørensen til bt.dk