To »uægte« søstre til Hollands dronning Beatrix skal arve på lige fod med dronningen efter faderen, den 93-årige prins Bernhards død 1. december.

Mens han levede ville han aldrig officielt vedkende sig, at han havde mere end fire døtre sammen med dronning Juliana, der døde i foråret. Men efter sin død har prins Bernhard nu vedkendt sig yderligere to udenoms-ægteskabelige døtre og derfor halvsøstre til Hollands 66-årige dronning Beatrix.

Hun har i forvejen tre søstre, Irene, 65 år, Margrit, 61 år og Christina, 57 år.

Beatrixs nye halvsøstre er 50-årige Alicia, der er havearkitekt i USA, og lillesøster Alexia 37-år, som bor i Frankrig. Mens prins Bernhard levede, havde han kontakt med dem flere gange.

At prins Bernhard, havde et fransk »sidespring« har næsten alle i Holland været vidende om, men at han også har vedkendt sig en datter i USA, er kommet som lidt af en bombe.

»Jeg har fået seks døtre, fortæller prins Bernhard i et interview i den hollandske avis »De Volkskrant«, som er offentliggjort efter hans død. Det har været prinsens udtrykkelige ønske, at det ikke skulle ske før.

Hvad ingen heller havde ventet er, at prins Bernhard har bestemt, at de to døtre, der nu er anerkendt som hans, skal arve på lige fod.

Både Beatrix og hendes søstre er vidende om de to andre og har faktisk mødt dem.

cath@bt.dk