'I lefler for Victoria og hele det svenske kongehus' lyder beskyldningen fra svensk tv-profil, der ikke synes, svensk tv går hårdt nok til Victoria & Co.

Den svenske tv-profil Anna Hedenmo har fået nok af at se sine kolleger på SVT smiske for kongefamilien. 'Der er ingen grænser for det' sukker hun i et debatindlæg i tv-stationens interne avis.

Hedenmo er programleder på det mere nyhedstunge 'Aktuelt og Agenda', og hun bryder sig bestemt ikke om den blødsødne kongehus-journalistik. Hun sammenligner sågar pressens behandling af kongefamilien med det ensidige statslige tv i Nordkorea.

Hun revser blandt andre programmerne 'Året med kongefamilien' og 'Det kongelige bryllup' for at være alt for bløde og ligegyldige.

- Er det virkelig en nyhedsredaktion værdig? spørger hun.

Hun frygter allerede nu, hvordan medierne vil falde i svime, den dag kronprinsesse Victoria meddeler, at hun er gravid.

- Og hvad venter os nu, dagligt baby-nyt til frokosten? tilføjer hun spydigt.

I stedet så hun hellere, at SVT gjorde som den svenske Kanal 4, der lige nu er i vælten, efter de afslørede, at dronning Silvias bror har været medlem af nazistpartiet.