Han kom hertil som Henri de Monpezat og blev Kongehusets prinsgemal. Han er diplomat, vinelsker, skulptør, jæger, poet og meget andet. Men danskerne gjorde ham til Prins Henrik.
Vi har været en tur i gemmerne og fundet et portræt af prins Henrik - skrevet i anledningen af hans 80 års fødselsdag i 2014.
Christianitterne havde ikke set det komme. Nok især ikke på en bidende kold decemberdag, hvor isen lå glat på vejene, himlen var grå og hverken fristaden eller resten af København tog sig ud fra sin bedste side. Men der stod han altså.
Hans Kongelige Højhed. Prinsgemalen. Prins Henrik.
Iført mørk pelshue, ternet tørklæde, varm uldfrakke og et bredt smil til dem, der anmodede om et foto med ham. Sammen med sine fire udenlandske gæster havde han taget en spontan tur ud på Christiania for at se på kunst i malerværkstedet og kvindesmedjen. Lige så spontan var danskernes begejstring over det kongelige besøg. Her var en mand, der ikke længere var for fin til at tage en tur derud, hvor det hele ikke er så fornemt, sagde vi.
Turen var ikke blot et møde mellem anarki og monarki. Den fortæller i sig selv, hvor sammensat et menneske prinsgemalen er. Nu fylder Prins Henrik 80 år, og både danskerne og han selv kan se tilbage på en tilværelse, der har været fyldt med forventninger fra vores side, men hvor han altid har gået sine egne veje og insisteret på at bevare sin egen markante personlighed iført farverige gevandter.
»Prins Henrik er virkelig eksemplet på et dannet menneske. Han er en vigtig repræsentant for det danske kongehus og er interesseret i musik, gastronomi og meget andet. Hans mange interesser har bidraget til, at han er blevet rost og anerkendt i Danmark, mens hans markante synspunkter på monarkiet har samtidig givet anledning til kritik. Når han eksempelvis har givet udtryk for, at han burde kaldes for konge,« siger Lars Hovbakke Sørensen, historiker og kongehus-ekspert.
Det var kun et ekstra bogstav i navnet. Alligevel betød det alverden. Et k i enden og den adelige Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezats fornavn blev forandret til Henrik med Prins foran. Da han i 1967 blev gift med den danske Prinsesse Margrethe, var det utænkeligt, at hans egen navn ikke skulle fordanskes. Globaliseringen havde endnu ikke ramt os, og første del af livsopgaven for de fem millioner danskere var at få et navn, vi kunne udtale lige fra Esbjerg til Østerbro. Et navn, der mere end noget andet symboliserer den splittede relation, der har været mellem prinsgemalen og danskerne igennem årene. Vi har insisteret på, at han skulle være dansk, imens han har insisteret på at bibeholde noget af sin franske, oprindelige identitet. At der var noget af Henri i Henrik.
»Han er igennem tiden blevet kritiseret for, at han ikke har lært dansk godt nok. Han har fra starten ikke være nok opmærksom det. Når vi som land ikke står stærkt på verdensplan, bliver sproget et symbol på anerkendelse og respekt af os. Kritikken af Prins Henrik har i den sammenhæng været lidt selvudstillende,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Imellem Vietnam, fransk Indokina og Frankrig bevægede de første år af Henris liv sig. Faderen André passede familiens forretninger i alle tre lande, imens familien fulgte efter. Alt imens spisebordet på herregården Le Cayrou i den franske Lot-region var centrum for de mange temperamentsfulde diskussioner imellem far og søn.
Han blev uddannet indenfor jura og statskundskab på det prestigiøse Sorbonne og lærte sideløbende kinesisk og vietnamesisk som sprog. I 1962 blev han ansat i Asien-afdelingen i det franske udenrigsministerium, mens han i de efterfølgende år fungerede som ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.
Henri blev fra barnsben opdraget som familiens ældste søn til at overtage driften af den franske herregård. Men en kinesisk vismand spåede hans fremtid anderledes, da han som 24-årig besøgte denne under et ophold i Østen med en spændt veninde i hånden. Først fortalte vismanden veninden, at Henri aldrig kom til at gifte sig med hende. Han ville finde én langt væk fra sit land. Derefter så på han på den fremtidige prinsgemal og sagde:
»Din tilværelse bliver meget spændende, men fuld af faldgruber, og dit liv bliver vanskeligt. Du bliver berømt, rig, og du vil komme til at tilbringe resten af dit liv omgivet af vand.« Sådan bliver historien gengivet i Stéphanie Surrugues portrætbog »Enegænger«.
Da Henri de Monpezat i 1965 boede i London, fik han til et middagsselskab en borddame, der ikke kun er veluddannet og berejst ud over det sædvanlige. Hun er lige til, selvom hun kommer ud af en fornem familie. Den høje, lyse kvinde var Danmarks prinsesse Margrethe og franskmanden blev forelsket i hende, ligesom hun hen over de næste måneders kurtiseren blev i ham. To år efter bliver hans skæbne, som vismanden har forudset, beseglet i Holmens Kirke. Beliggende ud til vandet i et land omgivet af vand.
Rollen som prinsgemal havde ingen før ham udfyldt. Derfor skulle den nye Prins Henrik selv udfylde det blanke stykke papir, der lå foran ham.
»Det har været meget vanskeligt for ham at komme ind i en rolle, som ikke var klart defineret. Der var ikke nogen lang hundredårig tradition at læne sig op ad for ham. Det var en speciel situation at træde ind i. Han har vist interesse for andre sider af samfundslivet end dem Dronningen har dyrket. Det har været naturligt, at det har taget nogle år at finde frem til, hvordan rollen skulle udfyldes,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Der er vindyrkningen på slottet Cahors, de mange jagter og det levende engagement i gastronomi. Der er kunsten, de egenproducerede skulpturer og digtsamlinger udgivet igennem årene. Og så er der interessen for dansk erhvervsliv, det årelange arbejde for Dansk Røde Kors og den alenlange liste af protektioner.
Igennem 80erne og 90erne fik Prins Henrik opbygget en stor respekt om hans person. Men ifølge Lars Hovbakke Sørensen fik prinsgemalen selv slået et gevaldigt hul i den respekt, da han i det i dag berømte interview med Bodil Cath fra 2002 fortalte, at han følte sig ydmyget og kasseret. Den manglende anerkendelse i Danmark kunne han ikke længere holde til. Herboende franskmænd bakkede ham op og fortalte om, at det stred imod en fransk mands natur at være nummer to efter sin kone, imens danskernes forhold til indvandrere igen blev taget op i debatspalterne. Der blev spekuleret i skilsmisse, magtkamp og depression, imens danskerne gav ham tilnavnet »tudeprinsen.«
»Det ødelagde noget af den store popularitet, som han rent faktisk havde opbygget. Der var mange, der mente, at han klarede rollen på en fin måde. Folk havde affundet sig med, at han ikke havde talt godt dansk fra starten. De synes, at han havde gjort et stort stykke arbejde. Og nu ramte han så igen det ømme punkt i relationen mellem ham og danskerne,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Sidste år kom ønsket igen. Prins Henrik ville ligestilles med sin dronning og være konge, lød det i et interview med et fransk magasin.
»Den største udfordring for prinsgemalen har været, at hans personlige holdning til, hvordan tingene bør være, har kollideret med Kongehusets egne traditioner. Jeg tror dog generelt, at danskerne har opfattet Prins Henrik meget mere positivt, end han selv har været klar over. Han har undervurderet, hvor meget vi egentlig holder af ham. Det har været unødvendigt at komme med de der markeringer af, at der ikke blevet taget nok hensyn til ham. Kritikken af ham er faktisk først opstået efter hans egne udtalelser,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
På de indre linjer er Prins Henrik kendt som en betænksom ven, der holder af at glæde andre. I bogen »Enegænger« fortæller jagtvennen Peter Zobel om, hvordan den empati kommer til udtryk.
»Da jeg blev skilt, inviterede han mig til Rom under påskud af, at vi skulle se på nogle kirker og slotte. I virkeligheden ville han jo muntre mig op. Men hvor betænksom han end er, også over for sin hustru i øvrigt, så er det jo sjældent noget, offentligheden finder ud af,« siger han.
Der bliver i dag stadig taget fotos af Dronning Margrethe og Prins Henrik, hvor de holder hinanden i hånden. De har ikke kun været mand og kone med hele offentligheden som tilskuere. De er intellektuelle samtalepartnere og har en dyb forståelse af hinandens behov for at udøve kunst. Hun som maler, han som skulptør og poet. Sidstnævnte disciplin har igennem årene splittet anmelderne. Prins Henrik har flere digtsamlinger bag sig, og har i forbindelse med 80-års fødselsdagen udgivet den syvende af slagsen med titlen »I mine lykkelige nætter«. Den fik tre stjerner af denne avis, mens resten af anmelderstanden kvitterede med en meget kritisk dom af prinsgemalens digterkunst. Jyllands-Postens anmelder Lars Skinnebach kaldte de royale digte for »gammel vin på nye flasker«.
Sidste år lavede Prins Henrik og Dronning Margrethe for første gang en kunstudstilling sammen på kunstmuseet Aros med titlen »Pas de deaux - et kunsterisk møde«. Den viste ifølge anmelderne de to kunstneres evige, venskabelige rivalisering og gensidige sparring med hinanden. Bredden i Prins Henriks kunstneriske nysgerrighed kom også til udtryk sidste år, hvor han til danskernes store overraskelse pludselig havde samarbejdet med popbandet Michael Learns to Rock om sangen »Echo«. Prinsgemalen spillede flygel og havde sneget en del af sit digt »La Fleuve« med i produktionen. Sangen var tænkt som en venskabsgave til Thiland. Det, sammenholdt med blandt andet Christiania-besøget, viser en Prins Henrik, der i dag hviler i sin rolle, men som stadig tør udfordre den.
Skudsmålene har igennem årene været mange. Hjertevarm, humoristisk, vidende og loyal fra dem, der er ham nær. Fjern, arrogant og brysk fra dem, der har set fødselaren udefra. I bogen »Enegænger« reflekterer Kronprins Frederik over, hvad hans far har givet videre til sine to sønner.
»Det vigtigste, han opdragede os til, var, at man ikke bare skulle gøre som alle de andre - »Vær anderledes, vær kritisk.« Kritisk overfor den fælles drøm, som rammer mere eller mindre bevidst; tendenser i tiden,« siger den kommende konge. I samme bog konstaterer Prins Joakim, at hans far er »hyperintellektuel«. Spørgsmålet er, om prinsgemalen igennem alle disse år har været for intellektuel for os danskere. At vi dybest set ikke har forstået, at manden, der skulle hedde Henrik, stadig har haft en Henri inde i sig.
Lars Hovbakke Sørensen tror, at Prins Henrik får et godt eftermæle den dag, han ikke længere er her. Han vil blive husket for, at han har bragt noget indhold ind i rollen som prinsgemal og at han har været en meget positiv, uundværlig støtte for Dronningen. Og som en bevarer af noget helt særligt finkulturelt.
»Det er jo ikke den store del af befolkningen, man appellerer til, når man går op i vindyrkning, skriver digtsamlinger og dyrker fransk gastronomi. Omvendt er de her finkulturelle ting en vigtig del af både dansk og europæisk kulturarv, der skal værnes om. Hvis ikke de kongelige gør det, hvem skulle så? Det er fint, at kongefamilien på den måde skiller sig ud og ikke kun går til fodboldkamp.«
