Den spanske konge er blevet så træt af sin svigersøns skandaler, at han nu har fjernet svigersønnen helt fra kongehusets officielle hjemmeside.

Det seneste år har ikke ligefrem været succesfuldt for den spanske prinsesse Christinas mand, Inaki Urgandarin, der er hertug af Palma. I slutningen af 2011 blev han tiltalt for korruption og underslæb, hvorefter han blev 'separeret' fra den royale, spanske familie grundet 'ikke-eksemplarisk opførsel'.

Men derved sluttede nedturen ikke for den tidligere spanske håndboldstjerne, der i sin aktive karriere med FC Barcelonas håndboldherrer og det spanske landshold har vundet rekordmange titler.  Nu - en måned før han skal i retten i korruptionssagen - er Inaki Urgandarin nemlig også blevet slettet fra kongehusets hjemmeside, beretter internationale medier.

Kun på billeder og i referencer ved prinsesse Christinas profil, findes den omstridte hertug fortsat. Hans personlige omtale, samt andre steder, hvor han var nævnt, er blevet slettet fra hjemmesiden.

Sletningen af Urgandarin kommer, efter det for nylig kom frem, at der har været en korrespondance mellem ansatte ved Noos-institutets ledelse og blandt andre den dansk-tyske 'prinsesse' Corinna zu Sayn-Wittgenstein', der har giftet sig til sit adelige navn.

Forretningsmanden Diego Torres sendte i begyndelsen af januar en række mails med ovenstående korrespondance til undersøgelsesdommerne i sagen mod Urdangarin. De afslørende mail skabte stor postyr i Spanien - ikke mindst fordi Corinna zu Sayn-Wittgenstein menes at have været kong Juan Carlos'  elskerinde.

Både Torres og Urdangarin var fra 2003 til 2006 partnere i selskabet Instituto Nóos, hvor de arrangerede sportsrelaterede events. Og det er i forbindelse med det selskab, at de er tiltalt for at have sendt mindst en halv million euro - svarende til omkring 3,7 millioner kroner - i skattely,

De to herrer er derfor begge tiltalt for svindel med offentlige midler og for skattesvig, og hvis de bliver dømt kan de ifølge spansk lov få op til 15 års fængsel.

Torres, der tilsyneladende ikke er tilfreds med udsigten til flere år bag tremmer, har tidligere truet kongehuset med, at han ligger inde med sprængfarligt bevismateriale, og de offentliggjorte mails var kun en smagsprøve.

Hvis Torres har mails, der beviser, at Corinna zu Sayn-Wittgenstein vitterligt har optrådt som kongefamiliens udsending i forbindelse med korruptionsskandalen, så kan det blive en katastrofal sag for den spanske konge. Ifølge spanske medier kan det muligvis ende med, at Juan Carlos ikke vil have andet valg end at trække sig, har Berlingske tidligere skrevet.

Retssagen mod hertug Urdangarin begynder den 23. februar. Urdangarin har tidligere nægtet sig skyldig i anklagerne.