Ingolf, greve af Rosenborg, aflagde prinserollen og nyder et godt og muntert landmandsliv med næsten 120 royale arbejdsdage om året.
Landmandslivet kan være liv og glæde – og træls med for megen regulering. Spørg bare herren på Egeland, grev Ingolf, der i et lille halvt århundrede har prøvet det hele på sine 327 tønder land i Øster Starup ved Kolding.
Men i de senere år som senior har det været uden bekymringer om vind og vejr, skadedyr og EU – og kun lutter smil: Jorden er forpagtet ud, og han trives med kun at forvalte egen skov og eng med rigt dyreliv – sammen med grevinde Sussie.
»Og kan man skyde en sneppe eller to og få den serveret med god sovs og sneppebrød, så er det herligt,« lyder det på højdansk uden spor af jysk.
»Men jagtmiddage, dét er ikke mig, dér må du finde andre køkkener,« melder grevinden skælmsk ud.
SE OGSÅ
Hverdagsliv i en gren af landets royale familie, hvor kusinen Daisy sidder trygt på tronen som Margrethe 2.
Men det begyndte helt anderledes. De blev begge født i besættelsesåret 1940 – og hilstes med kanonsalut fra Sixtus – da deres lod i livet ændredes totalt i deres første teenageår. Ved tronfølgelovens vedtagelse i 1953 med ligestilling måtte den da 13-årige prins Ingolf på Sorgenfri Slot se arvefølgen til den danske krone gå til kusinen på Amalienborg.
Det har han haft det godt med i hele sit voksne liv – han fik friheden. Kunne som ordblind være blevet blikkenslager, har han skæmtet med, men valgte landbruget. Han havde dog gerne været fri for den spot og spe, som han – prinsen der ikke blev kong Christian XI – og hans afdøde far, arveprins Knud, har været udsat for.
Aldrig uden lune
Friheden har styrket ham til med rank ryg og lune at repræsentere kongehuset 100-120 dage om året, når der skal støttes eller kastes glans over arrangementer. Ofte i trekantsområdet, men specielt i det sønderjyske og i Sydslesvig, hvor kongelige pr. tradition altid har haft et større frirum og fået varm accept. Så greven leverer flot for den apanage, staten som kompensation for arveskiftet har givet ham hvert år, pt. 1,6 million kr. Og han kommer aldrig alene, altid i tæt følge med den muntre grevinde. Senest i lørdags som major ved Slesvigske Fodregiments Soldaterforenings 100 års jubilæum i Haderslev. Invitationerne er legio og bliver som regel honoreret ulasteligt. Fra blåt tøj til Livgardens galla. Men aldrig uden lune.
Sussie Hjorhøj kom ind i billedet fra København som advokat for den grevelige klient – og det blev til mere end jura. Heldigvis, for humøret var ikke det bedste, da grev Ingolf netop havde mistet sin første hustru, Inge Terney, der tabte kampen mod cancer. Det blev til bryllup – prunkløst indgået hos borgmesteren på rådhuset i Egtved, og Egeland havde fået en ny grevinde. Med mod på forandringer og trofast støtte i såvel det private som det officielle liv.
Man skal følge med
Hun regerer ovenpå med sine advokatopgaver, han nedenunder, hvor han hver dag står for morgenmad og frokost og læser sin Berlingske, Jyllands-Posten, Børsen og JydskeVestkysten – man skal følge med – inden parret tager på travetur og får en snak med folk på egnen, hvor greven er kendt som en god landmand og ’en lun fætter’. Eller de tager på tur i en af de to biler, en kongeblå Lexus Hybrid eller en Audi A6, for at høre opera eller se ballet – gerne i hovedstaden. Når de er i officielt ærinde, leverer garnisonen i Fredericia en befalingsmand som chauffør, og nummerpladerne skiftes ud med hhv. Krone 24 og Krone 26.
»Det er numre, jeg arvede fra min farmor, dronning Alexandrine.«
Greven mangler ikke navne. På dåbsattesten står næsten en hel kongerække: Ingolf Christian Frederik Knud Harald Gorm Gustav Viggo Valdemar Aage. Men hvorfor Ingolf?
»Fordi min far engang på et af søværnets skibe sejlede på Ingolf-fjeldet på Grønland, og så råbte han: Den første søn, jeg får, skal hedde Ingolf!«
Tvangfri reception på Munkebjerg Hotel ved Vejle i morgen kl. 13-15.
