Grevinde Alexandra tændte sammen med 300 forældre lys for de spædbørn, der hvert år dør i eller uden for deres mors mave

Der blev hverken givet altervin eller oblater ved allehelgens gudstjenesten i Vor Frue Kirke søndag. I stedet blev alterbænken strøet over med sand, smykket med fyrfadslys og navne som William, Lasse, Jazmin, Super Carla og mange, mange andre små liv, der tog herfra, nærmest før de kom hertil.

Traditionen tro blev gårsdagens allehelgens-søndag brugt til at mindes de døde. I Københavns Domkirke - Vor Frue Kirke - og i 15 andre kirker landet over tændte efterladte lys for de allermindste.

Se billederne: Alexandra tændte lys for døde spædbørn

Bag mindegudstjenesten stod den 20 år gamle sammenslutning Landsforeningen Spædbarnsdød, og derfor var foreningens protektor, Alexandra, også en selvskreven gæst i den københavnske kirke.

- Det var meget bevægende. Jeg synes, at der var en meget speciel og smuk stemning. Alle familier sidder og sørger på deres egen måde. Men med død er der også liv, og det var dejligt, der var så meget liv herinde, sagde grevinde Alexandra efter gudstjenesten.

Forinden, mens kirkeklokkerne bimlede til klokken 14, baksede forældre i fornuftigt fodtøj barnevogne og søndagskåde børn på plads i kirken.

BT


Kun de færreste så store, at de helt fattede sorgen eller opfangede deres forældres flygtige tårer under salmer som ’Nu titte til hinanden’. Så mens præsten Anders Gadegaard talte om de små menneskebørn, hvis død deres forældre aldrig kommer til at forstå – og aldrig skal forstå, fik piger i prinsessekjoler og drenge i skovmandsskjorter lov til at tumle rundt mellem bænkene.

- Jeg tænker meget på det præsten sagde med, at man med kærlighed er sårbar overfor at kunne miste. Det var smukt, og det tager jeg med mig hjem. Selvom det er den forkerte vej i livets kæde at sige farvel til sine børn, sagde Alexandra, der blev protektor for foreningen i 2004.

Ikke fordi hun selv har mistet et spædbarn, som det ellers er reglen for at kunne sidde i landsforeningens sekretariat som rådgiver.

- Præsten sagde, at han ikke selv har mistet et spædbarn, men han har dog mistet. Og det kan jeg selvfølgelig også sige ja til. Jeg har mistet min far, og det er en sorg.

Mens hendes sorg rækker tilbage til 2010, rakte den for flere forældre i går langt tilbage i tiden. Helt tilbage til 1976. De forældre, der ønskede det, kunne i går ikke blot skrive deres barns navn i sandet på alterbænken, men også få læst navn, fødsels- og dødsdag op. Den ældste ville i dag have været 36, den yngste en lille måned.

BT


- Man har brug for at bearbejde sin sorg, tro og religion er en måde at gøre det på. Nu har vi en søn, der skal konfirmeres næste år, så vi er lidt flittigere til at bruge kirken i øjeblikket. Og jeg synes, det meget smukt at komme og være i kirken om søndagen. Vi bruger alle den på hver sin måde, men det er meget rensende for ens sjæl, sagde Alexandra.

Efter sidste salme ’Dejlig er jorden’ var sunget, lagde Anders Gadegaard præstekjolen og bød på kaffe i de tilstødende gemakker. Også Alexandra fik en kop og en snak med de mange om end sørgende, så også forventningsfulde forældre, der håbede på et glimt af grevinden.

- Man kan ikke forestille sig deres tab. Det kan man slet ikke sætte sig ind. Men man kan lytte, og det vil jeg gøre.

BT