Den amerikanske skuespiller Koo Stark var kæreste med prins Andrew i begyndelsen af 1980erne. Nu advarer hun prins Harrys – måske – nye kæreste, der står i samme situation, som hun selv gjorde.

Den seneste uge har den engelske presse haft travlt med nyheden om, at prins Harry, 32, efter alt at dømme har fundet sammen den canadiske skuespiller Meghan Markle, 35, der er kendt fra tv-serien ’Suits’. Ifølge de indtil videre udokumenterede rygter skal de to have dannet par siden i sommer.

Af Markles Instagram-profil fremgår det, at hun har besøgt London flere gange, og kilder har fortalt, at den charmerende prins Harry er ’betaget’ af den smukke skuespiller, som han har mødt gennem fælles venner.

Som kendt skuespiller har Meghan Markle nok styr på, hvordan hun skal håndtere pressen, men nu får hun yderligere hjælp fra en af de få personer, der har været i hendes sko – nemlig den amerikanske skuespiller Koo Stark, der dannede par med prins Andrew, prins Harrys onkel, i begyndelsen af 1980erne.

Den nu 60-årige Stark har skrevet et åbent brev til hende i Daily Mail, hvor hun kommer med en række konkrete råd til den – måske – kommende engelske prinsesse.

Koo Stark og prins Andrew var kærester i begyndelsen af 1980erne og forblev venner efter bruddet. Her ses de sammen i 1999. Foto: Reuters
Koo Stark og prins Andrew var kærester i begyndelsen af 1980erne og forblev venner efter bruddet. Her ses de sammen i 1999. Foto: Reuters Foto: Ôø? STR New / Reuters
Vis mere

Hotte billeder

»Hvis Meghan er mere optaget af sin karriere end sin prins, skal hun opgive det med det samme,« lyder det bramfrit fra Stark, der selv mener, at hendes skuespillerkarriere har lidt under hendes royale flirt.

»Jeg har allerede set hotte billeder af Meghan fra hendes rolle i ’Suits’ blive brugt imod hende. Hendes karriere er nu et minefelt,« tilføjer hun.

Men Meghan Markle er også meget andet end ’bare’ skuespiller. Hun arbejder for kvinders rettigheder i FN-regi og har hjemmesiden TheTig.com, hvor hun skriver om alt fra nødhjælpsarbejde til madopskrifter. Med andre ord er hun måske i virkeligheden den perfekte prinsesse-kandidat.

Skulle hun derfor være seriøs angående sin rødhårede ’Prince Charming’, har Stark følgende råd:

»Ti stille. Sig ingenting. Åbn ikke døren. Ring til en god advokat – med det samme. Vent ikke syv år, som jeg gjorde,« lyder det fra Stark, der har bevaret et godt forhold til prins Andrew. Han er endda gudfar til hendes datter.

»Hvis de begge to er engageret i forholdet, kan det fungere. Tiderne har skiftet, og verden er mere givende. Se bare på prins Charles, der nu er gift med en fraskilt kvinde, og prins William, der giftede sig borgerligt. Alle elsker en god kærlighedshistorie. Hvis det er dét, så håber jeg, den har en lykkelig slutning,« skriver Koo Stark.