Det svenske kongepar ændrede opera-planer, da det gik op for dem, hvad den handlede om.

Seks pladser var ellers reserveret på 1. række i Malmø Opera og Musikteater til premieren 11. februar.Men det svenske kongepar, dronning Silvia og kong Carl Gustaf, har nu besluttet, at de ikke vil se en opera-version af mordet på statsminister Olof Palme. Aflysningen er begundet med »ændrede planer.«

Mordet på Olof Palme kommer til at foregå i Verdis berømte og elskede opera »Maskeballet«.

Oprindeligt handlede »Maskeballet« om mordet på den svenske konge Gustav III i 1792. Han kom på Stockholms Opera til at lade livet under et maskeradebal. Det var det svenske kongemord, der inspirerede Verdi til »Maskeballet«, selv om der i hans oprindelige opera bruges andre navne.

Det ved svenskekongen godt, og han havde det in mente, da kongeparret sagde ja til at se den mere moderne opera-version. Det svenske kongepar var imidlertid ikke klar over, at det slet ikke var det historiske kongemord, men derimod Palme-mordet, de skulle overvære.

Konklusionen blev, at de ikke vil kaste glans over premieren på opera-versionen af Palme-mordet. Det er indirekte afsløret af den myrdede statsministers søn, Morten Palme.

Palmes søn er oprørt
Han mener, at det er totalt usmageligt at bruge den myrdede statsminister som et underholdningselement i den nye opera så tæt på 20-året for mordet på hans far. Olof Palme blev skudt en sen aftenstund 28. februar 1986.

Til »Expressen« fortæller Palmes søn, at han er blevet kontaktet af det svenske hof, og at han også til dem har sagt, hvad han mener. Det svenske hof vil ikke kommentere sagen.

Olof Palme blev skudt i ryggen i krydset Sveavägen-Tunnelgatan i Gamla Stan i Stockholm. Han kom gående sammen med sin kone, Lisbet. Hun blev strejfet af et skud. Parret kom spadserende uden sikkerhedsfolk efter at have været i biffen.

I øvrigt kun få blokke fra operahuset, hvor den førnævnte kong Gustav III to århundreder tidligere ved maskeraden også ved midnat blev skudt i ryggen af kaptajn Jacob Johan Anckarström. Han blev dømt til døden.

Selv om Palmes navn ikke direkte bliver nævnt i den nye operaversion, så er der ikke nogen tvivl om, hvad sagen handler om.

I operaen spilles kongen, der bliver myrdet, af en sanger, som tydeligvis ligner den myrdede svenske statsminister. Der refereres også til ham som »statsministeren«, og navnet Olof bliver sunget ved to lejligheder.

cath@bt.dk