En mystisk facebook-profil tilhørende en Jens Peter Hansen dukkede op forleden. Umiddelbart indeholdt den ikke et profilfoto af Jens Peter. Men ved at klikke på det anonymiserede foto på den nu lukkede profil, fandt bt.dk dette foto.

På fotoet ser man et åbenlyst forelsket par, som tilsyneladende er på skiferie sammen. Den unge kvinde gemmer sig godt nok bag et par meget store skibriller, men både hun og den storsmilende Jens Peter ser meget lykkelige ud. Billedet kunne være taget efter en lang dag på løjperne bedømt efter lyset. 

Af teksten under fotoet fremgår det, at Jens Peters profil er oprettet for lidt over et år siden.

Siden B.T. offentliggjorde historien om Jens Peter, har der været gættet på, Vennekredsen på profilen er alle personer med tætte relationer til kronprinsen. Jens Peter har studeret i Aarhus - ligesom prinsen.

Med dette profilfoto er det nu dokumenteret. Det ER Frederik - og Mary. Bedømt ud fra kronprinsens frisure på facebookfotoet, kunne det meget vel være taget på deres fælles skiferie i 2008 i Verbier i Schweiz. Dengang var prins Christian og prinsesse Isabella også med. Men de er ikke med på billedet.

Da B.T. første gang søndag aften lavede et screendumb af Jens Peter Hansens profil var den fuldstændig offentligt tilgængelig for alle med adgang til facebook. . Dette screendumb af fotoet er lavet, inden Frederik lukkede sin profil for offentligheden.

Ekspert i sociale medier, Thomas Bigum, opfordrer Kronprinsen til at gå aktivt ind på facebook. - Han hører hjemme på facebook – det er en oplagt mulighed for at møde folket. Han er et brand på lige fod med alt andet. Jeg forstår godt, at han var nødt til at gøre den hemmelig i begyndelsen for at lære det stille og roligt. Han skal først have øvelse, før han åbner en stor offentlig side, siger Bigum, der lever af at rådgive virksomheder, der opretter facebook-profiler. Stor teknisk indsigt

Kronprinsen har ikke bare valgt at optræde anonymt på sin venneside. Han har også haft så stor teknisk indsigt, at han har formået at gemme sit profilfoto, sådan at man var nødt til at klikke på det for at få det frem.

- I indstillingerne kan man opstille en grænse for hvor synlig profilen er. Facebook tænker i cirkler. Hvem må eksempelvis se dine billeder? 'Kun venner' (inderste cirkel), 'venners venner' (næste cirkel) 'alle' (yderste cirkel). På den måde kan man definere sin profil ud fra nogle ringe. Der har Jens Peter så sagt, at alt hvad han laver, er det kun venner der har fået adgang til. Det er facebooknørderi på højt plan, siger eksperten. Han mener, at Kronprinsparret bør få en offentlig profi så hurtigt som muligt. - Han er en topkandidat til at være ensom. Den ensomhed kan jo brydes ved at have den her profil og følge med på sidelinjen. På den måde behøver han ikke at skulle begynde forfra, hver gang han møder en gammel ven. Frederik og Mary skal gøre det personligt, og skrive nogle personlige og spændende ting, som kan interessere befolkningen. 'Vi tager af sted til Grønland i morgen – Vi glæder os til at møde det grønlandske folk,' siger Bigum.

- Jo mere folket er royalister, des større magnet vil en facebookprofil være ud ad til. Altså, hvis kongehuset er populært i Danmark, så vil de sociale medier være til gavn for hele Danmark, fordi det vil sprede sig til udlandet – sådan er det gået i Norge. Mette-Marit og Håkon har enorm succes på de sociale medier, siger Thomas Bigum.