Sveriges yngste prinsesse, den 30-årige Madeleine, er helt klar til sit forestående bryllup med den amerikanske erhvervsmand Chris O'Neill.

Det fortæller prinsessen i et interview med avisen Metro, skriver Expressen.se

- Det føles vældigt godt. Jeg troede, at jeg skulle være mere nervøs og stresset, men det er jeg ikke. Jeg ser bare vældig meget frem mod vores store dag, siger prinsessen, der den 8. juni får sat en vielsesring på sin finger.

Brylluppet finder sted i Stockholm, hvor brudeparret efter vielsen skal køres gennem hovedstadens gader til Drottningsholm Slot, hvor bryllupsfesten vil foregå.

Som i Danmark kan vejret i Sverige være en uberegnelig størrelse. Prinsessen har derfor et meget stort ønske.

- Som enhver anden vordende brud, håber jeg, at det bliver en smuk dag med fint vejr. Jeg vil blive meget glad, hvis vi kunne vise Stockholm fra byens bedste side, siger prinsessen med henvisning til, at mange folk verden over nok vil sidde klinet foran tv-skærmene for at følge den kongelige vielse.

Madeleine blev forlovet med sin kommende mand den 25. oktober 2012. Parret fandt sammen i USA, hvortil Madeleine var flygtet efter det smertefulde brud med sin daværende kæreste Jonas Bergstrøm.

Parret skulle have været gift i efteråret 2010, men brylluppet blev aflyst få måneder før, da det kom frem, at Bergström havde været prinsessen utro.

Efterfølgende flyttede Madeleine til New York, hvor hun blev tilknyttet sin mor dronning Silvias World Childhood Foundation. Og her fandt hun altså kærligheden på ny sammen med Chris O'Neill.