En knoglet ryg og senede arme. Det var, hvad den spanske dronning Letizia blandt andet viste frem, da hun talte til den årlige Woman Magazine-prisuddeling i Madrid mandag aften.

Billederne af den tynde dronning har på ny sat gang i rygterne om, hvorvidt hun lider af en spiseforstyrrelse.

Det skriver Bild.de, der også har flere billeder af dronning Letizia til prisuddelingen.

Hustruen til spanske kong Felipe havde valgt at iføre sig en stropløs kjole, da hun mødte op til prisuddelingen. Den gav derfor de fremmødte frit udsyn til hendes magre statur, da hun trådte frem på scenen for at holde en tale til ære for skuespillerinden Salma Hayek.

Det er ikke første gang, hun har været omgæret af rygter om en mulig spiseforstyrrelse. I årevis har der cirkuleret rygter om, at hun skulle lide af anoreksi.

Det er dog ikke noget, hun selv har kommenteret.

Ifølge de spanske medier kan årsagen til den eventuelle spiseforstyrrelse være, at dronning Letizia ikke har kunnet håndtere sin yngste søsters død. Søsteren, Erika, døde i 2007 blot 31 år gammel af en overdosis af piller. Hendes selvmord skulle angiveligt være sket på grund af en depression, skriver Bild.de.

Og da hendes mand sidste år gik fra at være kronprins til konge, raslede kiloene også af hende. I august sidste år blev det anslået, at den 170 centimeter høje Dronning blot vejede 45 kilo.

Hvor meget, hun vejer nu, vides ikke.