Under Danmarks Indsamling 2014 lørdag aften sendte Kronprinsesse Mary en helt særlig hilsen til de danske tv-seere.

I et videoindslag fortalte Kronprinsessen, at hun personligt sætter stor pris på årets tema, ’Når mor mangler’.

- Når en mor mangler, mindskes barnets chance for at overleve og muligheden for at skabe et bedre liv. Og det er svært at se mennesker, der lider, siger hun i videoklippet, som blev optaget i Myanmar.

Hun fortæller også, at hun ved selvsyn har set, hvor meget selv en lille smule økonomisk støtte kan betyde for udsatte kvinder og forældreløse børn.

Kronprinsessen værdsætter ikke alene årets tema, hun synes også, at Danmarks Indsamling i sig selv er et smukt initiativ.

- Det er smukt i den forstand, at det er en gang om året, hele nationen samles om at samle ind til nogen, der har det svært i livet, sagde hun.

Kronprinsparrets fond donerede lørdag aften 150.000 kroner til Danmarks Indsamling.