Hvis man giver nogen en lussing, så er det glemt tre minutter senere. Denne nye udtalelse fra prins Henrik gør Børnerådets formand mildest talt rasende.

- For mig har korporlig afstraffelse aldrig været en skam, siger Prinsen i den spritnye biografi 'Enegænger – portræt af en prins'. En holdning formanden for Børnerådet finder yderst problematisk.

DEBAT: HAR PRINS HENRIK RET I, AT DET ER OKAY AT SLÅ BØRN?

- Jeg er rasende over, at vi har en person i Kongehuset med den holdning, og som er stolt af det. Han siger, at han ikke skammer sig over det. Jeg er virkelig bekymret for, at der nu er nogle forældre, der tror, at det er o.k. at slå sine børn. Jeg er virkelig rystet, siger Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen.

Strafbar handling

Hun slår fast, at forældres ret til at slå deres børn – revselsesretten – blev afskaffet af Folketinget i 1997. At slå børn i opdragelsen er altså ikke et holdningsspørgsmål, men en strafbar handling. Ifølge Børnerådet ved hvert femte barn ikke, at deres forældre ikke må slå dem. Det samme gælder mange forældre. Lisbeth Zornig Andersen mener derfor, at prins Henrik er et rigtigt dårligt forbillede. - Hvis kongehuset har en berettigelse mere, så må det være at være forbillede for familier i Danmark. Med de her nye udtalelser sender Prins Henrik et meget forkert signal,« siger formanden for Børnerådet.

Streng opdragelse

Lussinger, endefulde og dask over fingrene er metoder, der både gør ondt og får barnet til at føle sig mindre værd. Det er dybt skadeligt for livet, forklarer Lisbeth Zornig Andersen. Prins Henrik har aldrig selv lagt skjul på, at han fik med 'pisken' af sin egen far, hvis han ikke makkede ret som barn. Han fortæller i bogen, at han sjældent brugte korporlig afstraffelse over for Frederik og Joachim, men at de har fået en meget streng opdragelse.

Har prins Henrik ret i, at det er okay at slå børn? Scroll ned og deltag i debatten