Man bør ikke præsentere noget, der ikke er virkelighed. Det mener medieforsker, der kritiserer TV2 for brug af manipulerede billeder i satireprogram

Man bør ikke præsentere noget, der ikke er virkelighed. 

Derfor har TV2 overtrådt grænserne, da Anders Breinholts satireprogram ”Natholdet” redigerede i billederne af den finske præsidents mand, Pentti Arajärvi, der i anledning af dronning Margrethes 40 års jubilæum, blev afsløret i at smugkigge på kronprinsesse Mary.

Det mener medieforsker og leder for journalistuddannelsen på RUC, Mark Blach-Ørsten.

Billederne af Pentti Arajärvi er gået verden over på internettet. De er blandt andet havnet i medierne i England, USA og i Australien.

Problemet er bare, at klippet er manipuleret. Der er tale om to forskellige klip med otte minutters mellemrum, hvilket ikke fremgår af TV2´s program. Det kom først frem i Presselogen på TV2 News i går, søndag.

I virkeligheden er det første klip optaget under dronningens tale, mens det andet klip er optaget, mens drengekoret synger for gæsterne. Desuden er der manipuleret med lyden.

Og det er et problem, mener Mark Blach-Ørsten.

- Man skal ikke præsentere noget, der er forkert. Det er kun sjovt, hvis det er virkelighed. Det er det ikke, hvis man redigerer i indslaget, så virkeligheden fremstår på en anden måde. Det er et problem, mener Mark Blach-Ørsten.

Han mener, at medierne har svært ved at finde en balance og grænserne for, hvad der er nyhed og hvad der er satire.

Anders Breinholt har selv udtalt, at billederne ikke er noget, TV2 har fundet på.

- Det er billeder fra selve aftenen, sagde han i det oprindelige program den 30. januar.

Mark Blach-Ørsten mener stadig, at det er et problem.bt

- Hvis man redigerer i billederne, så bør man sige det. Det bør ikke fremstå som virkelighed, hvis det ikke er det, siger han.

bt.dk har i dag forsøgt at få en kommentar fra TV2´s nyhedschef, Michael Dyrby, men det har ikke været muligt. Men i Presselogen på TV2 News i går sagde han, at der er tale om satire. Derfor mener han ikke, at TV2 har noget problem.