Privat har han scoret den kønne engleprinsesse Märtha Louise. Men det afholder ham ikke fra at kigge lidt efter andre kvinder.

Da forfatteren Ari Behn blev inviteret hjem på gården hos den norske langrendsløber Therese Johaug, blev der ikke sparet på de rosende ord om skiprinsessens person og fysik.

Ari Behn var blevet bedt om at interviewe langsrendsløberen til det norske ski-magain 'Løype!', og her benyttede han muligheden for også at komme med sine egne personlige tanker om den smukke Therese Johaug.

- Hun er pigen, Norge altid har drømt om at opfostre. Vi elsker Therese. Alle mænd i Norge vil giftes med sådan en pige, skriver Ari Behn i magasinet, ifølge VG og fortsætter.

- Hun er som Gud skabte kvinden. Perfekt, skriver han og fortæller, at hun både er åben og hemmelighedsfuld, målrettet og afslappet og skør nok til at træne 950 hårde intense timer hvert år.

Den lange artikel indeholder selvfølgelig også et personligt interview med skiløberen, som fortæller om sin karriere og drivkraft. Men prinsessens ægtemand når alligevel at snige endnu en personlig begejstring ind i magasinet. Skiprinsessen serverede nemlig en hjemmebag, der ifølge forfatteren slår maden i de kongelige kredse:

- Det er det bedste måltid, jeg har smagt. Nogensinde, skriver Ari Behn i artiklen.

Det er ikke første gang, forfatteren har fortalt om sin fascination af andre kvinder. Da hans mellemste datter, Leah Isadora, blev døbt i 2005, blev hun opkaldt efter danseren Isadora Duncan, som Ari Behn altid har været fascineret af.