Prinsesse Marie deltog i julearrangement hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun blandt andre mødte Peter og June Belli

Da Peter Belli bragede gennem lydmuren med sin pigtrådsmusik i begyndelsen af 1960erne, havde han næppe forestillet sig, at han nogle årtier senere skulle hyggesludre om sit velgørenhedsarbejde med en vaskeægte prinsesse.

Det var ikke desto mindre, hvad der skete i går eftermiddag på Schæffergården nord for København, hvor 40-årige prinsesse Marie var æresgæst til en frokost for Folkekirkens Nødhjælp, som hun har været protektor for siden 2011.

I år er det 10 år siden, at Folkekirkens Nødhjælp første gang opfordrede danskerne til at give en ged til fattige familier i Afrika i stedet for at lægge endnu en vinoplukker under juletræet.

I den forbindelse rejste den folkekære sanger Peter Belli og hustruen June til Malawi i oktober, hvor de mødte de lokale, der var blandt de første til at modtage de ’danske’ geder.

Modtaget med varme

Rejsen var en stor oplevelse for ægteparret, der var meget bevægede over den varme modtagelse, de fik.

»Det var gribende, at man kan være så fattige, men stadig have så stor kærlighed til hinanden,« fortalte June fra scenen.

Også prinsesse Marie har rejst flere gange med sin mest prominente protektion – senest i november, hvor hun rejste til Myanmar for at besøge flere af organisationens projekter.

»Min rejse gjorde stort indtryk,« fortalte hun til BT efter frokosten, som hun naturligvis havde holdt fast i på trods af sin slemme forkølelse.

Peter og June Belli erikke i tvivl om, at der kommer til at ligge geder under juletræet til deres tre børn, men om det samme er tilfældet for prinsesse Marie og prins Joachims i alt fire børn, ville den franskfødte prinsesse ikke afsløre.

»Man må ikke sige, hvad de får i julegave – det er en overraskelse,« sagde hun med et smil.