De har fart på i Sverige.
I tirsdags havde den 34-årige kronprinsesse Victoria sidste officielle arbejdsdag, og torsdag - bare to dage senere - fødte hun en lille prinsesse. Og i morgen, fredag, offentliggøres navnet på det nye royale medlem. Det skriver aftonbladet.se
Afsløringen af navnet vil angiveligt ske på et presse fredag, hvor kong Carl Gustaf får fornøjelsen af at løfte sløret for det.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel blev torsdag nat klokken 04.26 forældre til en velskabt pige.
Den lille prinsesse måler 51 centimeter og vejer 3.280 gram. Det fortalte den nybagte far, der var tydelig rørt, på et pressemøde tidligt torsdag morgen.
Det svenske hof oplyser, at navnet allerede er bestemt, men at man ikke ønsker at fortælle det endnu.
På pressemødet blev prins Daniel også spurgt ind til det, men heller ikke han ønskede at fortælle det. Derfor forbliver det en hemmelighed - altså lidt endnu.
De svenske royalister må derfor vente i spænding en smule endnu, men det er ikke noget i forhold til, hvor længe de danske royalister venter på de royale navne herhjemme. Her er det normalt, at de først bliver offentliggjort ved barnedåben - som finder sted flere måneder efter fødslen.
Svenske medier spekulerer blandt andet i navne som Ulrika, Sophia, Astrid, Margareta, Désirée, Christina og Alice til den lille nye prinsesse.






















