Kronprinsessen har haft sin sidste arbejdsdag og forbereder sig på at blive mor for tredje gang - måske før juleaften.

Kronprinsesse Mary har i virkeligheden termin allerede omkring nytår, erfarer B.T. Og hun bliver formentlig sat til at føde før juleaften.

Som sædvanligt med royale fødsler har kongehuset ikke villet sætte en mere præcis dato på Marys termin end 'midt i januar'. Og som sædvanlig angiver kongehuset et cirkatidspunkt, som ligger efter den egentlige termin - inden journalister og andre snushaner når at slå lejr foran Riget.

Ifølge B.T.s kilder er Kronprinsessen sat til at nedkomme med sine tvillinger omkring nytår, men tvillingefødsler sættes normalt i gang allerede i 38. uge - altså omkring den 20. december. Det bekræfter Morten Hedegaard, der er leder af det fødselhold, der skal 'dirigere' Mary sikkert gennem fødslen.

Kyndig assistance


- En tvillingefødsel sættes normalt i gang to uger før termin, siger Morten Hedegaard, klinikchef på Rigshospitalet.

Hedegaard får ligesom ved prins Christian og prinsesse Isabellas fødsler kyndig assistance af den rutinerede afdelingsjordemoder Birgitte Hillerup, der både har taget imod Christian og Isabella og deres fætre, prinserne Nikolai og Felix.

Beslaglægger ikke fødestuerne


Derudover assisterer overlæge Peter Dam, der også var med ved Isabellas fødsel i 2007, mens vicechefjordemoder Agnete Nørrelund er ny i staben.

Dog lægger Mary ikke - som tidligere skrevet - beslag på det halve af Riget. Flere medier skrev sidst i november, at Kronprinsessen krævede ni ud af hospitalets 15 fødestuer lukket for at få ro, men det afviser Rigshospitalet.

Selvom kongehuset ikke ønsker at kommentere detaljerne omkring Marys fødsel, så bekræfter kommunikationschef ved hoffet, Lene Balleby, at Kronprinsessens kalender rigtigt nok er ryddet for officielle opgaver resten af december.

- Det er rigtigt, at Kronprinsessen ikke har flere officielle arrangementer i kalenderen, siger Lene Balleby til B.T.

For Kronprinsparret skal også nå at pakke Kancellihuset sammen og flytte til deres nyistandsatte palæ på Amalienborg, inden tvillingerne melder deres ankomst.

Jul alene med børnene


- Kronprinsessen helliger sig nu især interne arbejdsopgaver, og her fylder den forestående flytning naturligvis sit, fortæller Lene Balleby.

Kronprinsparret har for længst annonceret, at de vil holde jul alene med børnene på Amalienborg - og med en fødsel på trapperne, er der god grund til at komme tættere på Riget og skippe det store juleståhej i år.