Det hører til sjældenhederne, at kongelige stiller op til åbenhjertige interviews om deres inderste tanker og følelser – og da slet ikke i populære underholdningsprogrammer. Men fredag gør Sveriges prinsesse Madeleine og hendes pressesky ægtemand, Chris O’Neill, en undtagelse, når de medvirker i Sveriges største underholdningsshow – interviewprogrammet ’Skavlan’.

Her løfter prinsesse Madeleine sløret for, at hun altid har haft svært ved at takle den opmærksomhed, der følger med sin royale titel, men også at hun altid har haft et anstrengt forhold til pressen.

»Mine forældre fik altid hovedpine, når vi skulle have taget familiebilleder eller lignende, for jeg løb altid væk, ville altid gemme mig, og det var ikke altid, at de kunne få mig med tilbage. Jeg skreg, og jeg ville aldrig rigtig være en del af det,« siger hun i en del af interviewet, som Aftonbladet har fået indsigt i.

Optagelserne til særudgaven af det populære underholdningsprogram, hvor også stjernekokken Jamie Oliver og sangerinden Adele deltager, blev ifølge Aftonbladet optaget i sidste uge.

Bag det populære program 'Skavlan' står journalisten Fredrik Skavlan. Interviewprogrammet har kørt siden 2009 og har haft et væld af verdenskendte gæster blandt andet Bill Clinton, Rihanna og vores egen Nikolaj Coster-Waldau.

Prinsesse Madeleine er gentagende gange blevet kritiseret for sin tilbageholdte stil over for pressen. Hun har bl.a. boet i New York nogle år, hvor hun arbejdede med World Childhood Foundation-organisationen, og i dag bor hun i London med ægtemanden Chris O’Neill og parrets to børn, prinsesse Leonore og prins Nicolas.

I den stjernespækkede udgave af det populære underholdningsprogram ’Skavlan’ erkender den svenske prinsesse, at hun altid har været genert af natur.

Selvom man skulle tro, at prinsesse Madeleine med sine 33 års erfaring som prinsesse efterhånden har vænnet sig til pressens og offentlighedens interesse for hendes person, er det langt fra virkeligheden, fortæller hun i interviewet.

»Jeg kan ikke lide at være at være i centrum for opmærksomheden. Men som den officielle person, jeg er, ved jeg, at det er noget, jeg skal kunne håndtere. Jeg kæmper med det. Jeg arbejder på det. Jeg er jo her i dag,« siger hun, mens hun bliver mødt med klapsalver fra publikum.

I interviewet løfter prinsesse Madeleine og ægtemanden Chris O’Neill også sløret for deres nye liv i London, hvor parret har boet siden efteråret på grund af finansmandens Chris O’Neills arbejde.

Parret mødte hinanden i New York, hvor de boede nogle år. Men først på året flyttede de - sammen med deres ældste datter, den knap to-årige prinsesse Leonore - til Sverige til stor glæde for svenskerne.

Men glæden varede kort, for allerede i maj i år, meddelte det svenske hof, at 'Madde' og hendes mand ville flytte til London. Chris O'Neill flyttede allerede i sommer, mens prinsesse Madeleine ventede til, at hun havde født parrets andet barn, sønnen Nicolas, der kom til verden den 15. juni.

Interviewet med prinsesse Madeleine og Chris O’Neill bliver sendt på fredag klokken 21 på SVT.