Diana var folkets prinsesse. Og ville tilsyneladende have folket på sin side for enhver pris.

Sådan kan man i hvert fald tolke det vidneudsagn, som hofredaktør på det engelske sladderblad News of the World, leverede ved retten torsdag.

Ifølge redaktøren Clive Goodman, var det nemlig prinsesse Diana, som lækkede hele den royale telefonbog med hemmelige numre til bladet. Hvilket gjorde det muligt for News of the World at udspionere og skrive insider-historier om det engelske kongehus.

- Hun ønskede en allieret for at få ram på ham (prins Charles, red.), for at vise, hvilke kræfter hun var oppe i mod, lød det altså fra Clive Goodman ved retten i går ifølge engelske The Telegraph.

- Det var en meget svær periode for hende, forklarede han og understregede, at prinsesse Diana også havde nære forbindelser til en række øvrige journalister, som hun brugte til at 'fremme sin sag' og at en del af aftalen var, at de ikke skrev om hendes to sønner.

Skandalen omkring den engelske sladderavis News of the World og dens ulovlige metoder begyndte at rulle for flere år siden, men først i efteråret 2013 kom sagen for retten. Og Clive Goodman er altså blot en af adskillige nøglepersoner på avisen, som er under anklage.