Støtten fra Gustav holdt mig i live. Han kørte rundt med mig, han gav mig tøj på og hjalp mig på mange måder. Prins Richard er ovre sine to kræftsygdomme, efter at han gennem et helt år har levet i et helvede af frygt for at dø.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han føler selv, at han aldrig ville have overlevet, hvis ikke han havde fået stor støtte fra sin søn, prins Gustav. Sønnen har gennem det sidste år været den helt store støtte for sin kræftsyge far. En støtte, som prins Richard i dag mener er årsag til, at han også er ved at genskabe troen på at kunne fortsætte et godt liv.

Prins Richard blev for et år siden hasteindlagt på et lokalt sygehus nær Berleburg, hvor han skulle behandles for hudkræft. Senere opdagede prinsesse Benediktes fysioterapeut, at prins Richard havde lymfekræft.

Prins Richard fortæller under et interview med B.T. i Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg. Han sidder på en stol med det venstre ben oppe på en skammel.

»Det er helt fantastisk, hvad min søn har været for mig, lige siden det sidste forår blev konstateret, at jeg havde hudkræft og senere lymfekræft. Det var et helvede at komme igennem.

Min kone kan ikke lide sygdom, men hun og døtrene støttede mig igennem. Jeg er træt, har ondt i benet og kan ikke gå langt. Men jeg kæmper mig tilbage for at få et godt liv efter et år med en nedtur, jeg aldrig havde drømt om.«

Prins Gustav hjalp sin far med alt. Han kørte ture med ham, skiftede tøj på ham og hjalp på alle måder. Prins Richard fastslår, at ikke alene er Gustav en god søn, men han er også en uundværlig kammerat.

Ingen i prins Richards familie har nogensinde haft kræft, men sidste forår kom meldingen. Prins Richard fortæller, mens hans blik er rettet mod et billede på det kontor, der bruges til interviewet.

Eneste i familien
»Jeg havde egentlig inderst inde vidst det længe. Jeg tænkte ikke nærmere over det. Det så jo ikke farligt ud. Jeg kom til en specialist, og han konstaterede, at det var hudkræft. Det var ikke særlig morsomt at få at vide. Jeg kørte hjem, og tænkte at det var meget uheldigt, at jeg som den eneste i familien havde fået kræft. Det var en rigtig dum dag.«

Sagde De noget til familien? »Ja, ja, selvfølgelig. Jeg skulle jo opereres den næste dag. Lægen sagde heldigvis, at han kunne fjerne det allerede den næste dag. De skar gevæksten væk. Jeg kunne ikke sove om natten for smerter. Jeg havde dog selv fundet ud af, at jeg havde noget i låret. Jeg blev opereret.«

Slag fører til kræft
Der kan være mange årsager til kræft i lysken, men prins Richard, der er et naturmenneske, har sin egen teori: »Min dårligdom i lysken stammer fra et slagsmål for tre år siden i skoven, hvor en mand var forment adgang. Jeg fik et spark på kæben og et i lysken. Jeg har siden haft ondt i lysken.

Jeg gik til flere læger og spurgte, hvad det var, men ingen kunne finde ud af noget. Min kones fysioterapeut undersøgte låret og sagde, at jeg havde en bule. Den trykkede hun væk, og noget tydede på, at det ikke var kræft, og så viste det sig alligevel senere, at der var tale om kræft.

»Det endte med, at jeg blev scannet, og så kom den nye frygtelige meddelelse. Det var kræft. I forbindelse med behandling for hudkræft fik jeg en mild kemobehandling. Den var ikke ubehagelig. Så kan man scanne selve skelettet og se, om man har kræftceller i det. Desuden kan man scanne kroppen for at konstatere, om man har flere kræftceller. Der var heldigvis ingenting.

»Jeg kom i snak med professoren, som var meget god. Han fortalte, at jeg kun overlevede, fordi jeg fysisk var ti år yngre end min alder.«

Prins Richard bliver rørt, når han fortæller om de sværeste dage i sit liv. Han siger: »Så kom den hårde kemo over tre omgange. Hver gang fra tirsdag til lørdag. Mellem hver kemokur er der atten dage, inden man skal i gang med en ny frygtelig omgang.

Et sandt mareridt
Efter den anden kemokur var de atten dage et sandt mareridt. Jeg ville ikke have mere, men jeg skulle have én til. Jeg kunne ikke gå, jeg kunne ikke spise, jeg kunne ikke tale, havde voldsom kvalme, og jeg kunne ingenting. Jeg kastede bare op hele tiden. Jeg sagde bare: Jeg vil ikke have mere. Jeg sagde: »Jeg dør hellere«. Jeg var helt færdig. Jeg kunne ikke gå i seng uden at få hjælp.

Kemokuren var forfærdelig, ja, hele behandlingen var forfærdelig at komme igennem. Den fjerde af de hårde kemokure nægtede jeg, ellers var jeg død. Jeg havde ingen kræfter. Maven var ødelagt.

Alt var ødelagt. Jeg kunne ikke spise. Da det begyndte at blive lidt bedre, fik jeg igen appetit, men maden smagte ikke af noget. Jeg kunne drikke lidt. Nu er alting helt normalt. Jeg kan huske, at det første normale, jeg kunne drikke, var øl.«

Gammel kæreste ringede
Prins Richard fik stor støtte fra prins Gustav under sit sygdomsforløb. Far og søn har gennem mange år været rigtig gode venner og kammerater. De har i fællesskab drevet flere tusinde hektarer skov i Tyskland, Frankrig og Canada. Prinsen fortæller:

»Jeg havde stabler af bøger og aviser. Det fik jeg hver dag, men efterhånden som kemokuren skred frem, mistede jeg mere og mere kræfterne til at læse. Jeg talte ikke med Gustav om, at jeg skulle dø. Vi skal jo alle sammen dø. Jeg troede ikke, jeg ville overleve, men jeg gjorde det alligevel.

Støtten fra Gustav holdt mig i live. Han kørte rundt med mig, han gav mig tøj på og hjalp mig på mange måder.« Der er mange mennesker udover familien, som har støttet prins Richard under hans sygdomsforløb.

Med et smil fortæller prins Richard: »Der har været mange mennesker, som har skrevet og ringet til mig. En gammel kæreste har ringet til mig. Mange venner har ringet til mig.

Gamle Munk Jensen, min lystfiskerven gennem mange år, talte jeg meget med. Børge havde det rigtig skidt ligesom jeg. Vi havde det skiftevis bedre og dårligere. Både Børge og førnævnte dame gav mig styrke. Hun vidste, hun skulle dø, og gav mig den styrke, hun ikke havde til sig selv.«