16-årige prins Nikolaj har valgt at droppe sin stedfars efternavn på Facebook, efter det er kommet frem, at Martin Jørgensen og grevinde Alexandra skal skilles.

'Nikolai Jørgensen'. Sådan stod der på den facebookprofil, som prins Nikolai åbnede i 2014. Navnet var et stort cadeau til hans stedfar Martin Jørgensen, som både prins Nikolai og han lillebror prins Felix er kendt for at have haft et tæt forhold til.

Men nu ser forholdet ud til at ebbe ud i sandet. Den 8. september meddelte grevinde Alexandra, at hun og Martin Jørgensen skal skilles, og at Martin Jørgensen allerede er fraflyttet den store palævilla på Svanemøllevej. Og siden har prins Nikolai ændret sit facebook-navn til 'Nikolai Frederiksborg', skriver eb.dk. Efternavnet er klart inspireret af hans mors titel som grevinde af Frederiksborg.

Ifølge lektor i samfundsforhold og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen signalerer den unge prins navneskifte, at bruddet mellem hans mor og Martin Jørgensen har været langt fra fredsommeligt.

»Det signalerer et markant brud. Og det signalerer, at Martin Jørgensen er helt ude af billedet i forhold til, hvordan Nikolaj ønsker at fremstå«, siger eksperten til bt.dk.

Lars Hovbakke Sørensen tør ikke afgive et bud på, om det er den unge prins selv, der har ønsket at skifte navnet - eller om det måske er hans forældre, der har ment, at det var en god ide.

»Men det er lidt overraskende, at han har ændret navnet på sin profil på den måde«, siger eksperten.

Da det danske kongehus ikke normalt benytter sig af efternavne, ser Lars Hovbakke Sørensen ikke noget problem i, at prinsen valgte af benytte Jørgensen til at begynde med.

»De kongelige herhjemme er ikke vant til at bruge efternavne, så derfor er der sådan set frit valg på alle hylder. Man har også set i udlandet, at de kongelige har benyttet andre efternavne på facebook, siger eksperten, der vurderer, at prins Nikolais brug af Jørgensen også kan skyldes, at prinsen ville fremstå lidt mere almindelig - ligesom sine venner.

»Det kan sagtens være, at han gerne ville have en identitet, der ikke var så anderledes end de andres«, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Der er dog ingen tvivl om, at Martin Jørgensen har spillet en stor rolle som stedfar i de to prinsers liv, og at forholdet mellem dem var nært. Mens hverken grevinde Alexandra eller prins Joachim mødte op, da prins Nikolai den 23. juni i år fik sit prøvebevis fra Herluftsholm Kostskole, så kom Martin Jørgensen og støttede den unge prins, hvorefter han kørte ham hjem på sommerferie.