Der var en del løftede øjenbryn, da det i 2014 blev offentliggjort, at prins Joachim havde solgt Schackenborg Slot, som han havde stået for driften af siden 1993.

Det var familierne bag Danfoss, Lego og Ecco, der alle har tætte bånd til kongehuset, som stod bag Schackenborg Fonden. De skød tilsammen 100 mio. kroner i fonden. Og med et snuptag forvandledes prins Joachims gæld på 42 mio. kroner til et flot overskud.

Der var mange kritiske røster i den danske befolkning, og det er en af grundene til, at han tager bladet fra munden.

»Det er mig magtpåliggende at få sagt, hvordan jeg opfatter forløbet, for der har været sagt og skrevet utrolig meget, som jeg ikke kan genkende,« starter prins Joachim med at sige til Jyllands Posten i et interview om salget af Schackenborg Slot.

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Var det, fordi familien var blevet trætte af Møgeltønder og Sønderjylland? Svaret er nej, hvis man spørger Prinsen. Han fortæller til avisen, at det var en hård beslutning, som tog ti år at komme frem til.

At det ikke lykkedes ham at vende den synkende skude, som Schackenborg Slot var - rent økonomisk, anser han for at være et personligt nederlag.Han fortæller, at det for ham var 'umuligt' at få nedbragt gælden i slottet. En gæld, der fulgte med, da han fik overdraget det i 1993. Det var en konklusion, som han i bagklogskabens klare lys var for længe om at komme frem til.

Det var en »kold dukkert,« siger han.

Prinsen fortæller også, at han solgte slottet for sine børns skyld. Han mener ikke, at han kunne tillade sig på et tidspunkt at overdrage det gældsramte slot til sine børn. Prins Joachim lægger dog vægt på, at beslutningen intet havde noget med Sønderjylland at gøre, og at de stadig har 'Sønderjylland' i deres dna.

Det billede bekræfter Tønders borgmester, Henrik Frandsen, over for DR.

»Vi har stadig en prins og en prinsesse, som meget tit er i Sønderjylland. Jeg oplever på ingen måde, at de har svigtet os i Sønderjylland,« siger Henrik Frandsen.

Da kongehuset offentliggjorde beslutningen om at sælge Schackenborg Slot i 2014, var det  ikke umiddelbart økonomien, som blev lagt til grund for salget.

'Baggrunden for etableringen af fonden (der nu driver Schackenborg Slot, red.) er, at driften af slottet med dertil hørende landbrug er vanskeligt foreneligt med D.K.H. Prins Joachims og Prinsesse Maries øvrige virke og engagement i officielle opgaver og protektioner. Parret ønsker samtidig at flytte til Københavnsområdet af familiehensyn.'

Schackenborg Fondens formål er at bevare slottet, og fonden står for vedligeholdelse af slottet samt den dertilhørende park og landarealer.

Samme år købet prins Joachim en villa på 344 kvadratmeter i Klampenborg for 34,5 millioner kroner, hvor han bor med sin familie. Det var ifølge Boliga den dyreste villahandel i 2014.