Der er ikke noget at sige til, at prins Henrik ikke længere er så let til bens. Den tidligere prinsgemal nærmer sig de 83, og selvom han er blevet set med stok ved flere begivenheder de senere år, så har han ikke tidligere udtalt sig om sin tiltagende vaklen.

Men under et nyligt arrangement måtte den aldrende prins komme med en forklaring, da det blev for tydeligt for alle de fremmødte, at bentøjet ikke længere vil, som Prinsen vil.

Det skriver Se og Hør.

Da prins Henrik deltog i åbningen af Europæisk Gastronomiregion 2017 på Frederikshøj Kro ved Aarhus tirsdag 18 april, havde han planlagt en tale for de fremmødte. Men talen skulle holdes på et lille podie, og det skabte nogle problemer for prinsen, som ifølge Se og Hør et øjeblik så ud til at få et ildebefindende, hvilket fik ham til at gribe ud efter noget at holde fast i.

»Undskyld, hvis jeg holder i mikrofonen, men jeg mister balancen indimellem. Det er ikke fordi, jeg spiser for meget,« grinede prinsens ifølge ugebladet.

Prins Henrik deltog i åbningen af Europæisk Gastronomiregion 2017 på Frederikshøj Kro ved Aarhus tirsdag d. 18 april 2017.
Prins Henrik deltog i åbningen af Europæisk Gastronomiregion 2017 på Frederikshøj Kro ved Aarhus tirsdag d. 18 april 2017. Foto: flemming krogh
Vis mere

For et par år siden begyndte prins Henrik at optræde med en stok ved flere lejligheder, ligesom der i højere grad blev stillet en komfortabel stol frem til ham under arrangementer, hvor han normalt ville have stået op.

Ved andre lejligheder har han støttet sig til sin sikkerhedsvagt med et fast greb i dennes arm.

Prins Henrik og dronning Margrethe måtte støtte sig til hinanden, da de trådte ned på trappen for at posere foran fotograferne til prins Felix' konfirmation.
Prins Henrik og dronning Margrethe måtte støtte sig til hinanden, da de trådte ned på trappen for at posere foran fotograferne til prins Felix' konfirmation. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Selvom prins Henrik ikke direkte har italesat sine skavanker, så har han tidligere udtalt sig om bivirkningerne ved et levet liv.

Under et besøg i den grønlandske by Maniitsoq i 2015 stillede regentparret op til interview. Her sagde Prinsen til TV 2:

»Jeg tror, jeg har det godt. Jeg er træt og bliver hurtigere træt på grund af min alder. 81 er en vis alder. Men ellers prøver jeg at opleve så meget, som jeg kan.«

Hvor til dronning Margrethe føjede med et kærligt smil:

»Jeg synes, din energi har det aldeles udmærket, hvis du spørger mig.«

Et halvt års tid senere, få timer inden 2015 blev til 2016, fortalte Dronningen dog i sin nytårstale, at prins Henrik havde besluttet at lade sig pensionere.

»Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at 'drosle ned' - til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension. Fremover vil Prinsgemalen derfor kun i meget begrænset omfang tage del i de officielle arrangementer, som igennem så mange år har været en naturlig del af hans liv,« sagde hun.

Prins Henrik bliver 83 den 11. juni.