Prinsen skal igen bo på det franskejede hotel Mon Tri's Boathouse i Kata - et hotel, der er kendt for øens største og bedste vinkælder. Prinsens egen vin koster ca. 300 kr. pr. flaske på hotellet - ikke specielt dyrt for Thailand, hvor importeret vin er belagt med høje afgifter.
Hotellets manager, Louis Bronner, holdt i sidste uge møder med Phukets guvernør Wichai Phraisa-ngop for at diskutere sikkerheden omkring prinsens besøg på hans hotel. Guvernøren er blevet orienteret om det danske besøg af Thailands udenrigsministerium. Besøget har været planlagt siden november, og prins Henrik skal ikke være bange for sikkerheden under sin ferie.
Ifølge guvernør Wichai har nylige besøg af tre amerikanske krigsskibe og krydstogtskibet Queen Mary vist, at Phuket er et sikkert sted for turister. Besøgene af de mange søfolk og turister foregik uden ubehagelige episoder.
Guvernørens udtalelser kommer efter flere episoder i januar, hvor turister er kommet op at toppes med tuk-tuk-chauffører, som de mente tog sig alt for godt betalt for turene i den små taxier, der kører uden taxameter. Phuket fik også negativ omtale i 2009 blandt andet fordi flere udlejere af vandscootere stillede ublu krav til turister om store beløb for påståede skader på scooterne.
- Mon Tri Boathouse er et af vore mest populære hoteller i den dyre ende. Det forventes, at prinsen skal bo i en af de to nye Dolphin Suiter med egen butler. Pris: ca. 4.000 kr. pr. nat, fortæller kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.
Ifølge det oplyste rejser prins Henrik alene til Phuket. Skulle han kede sig uden sin hustru, tilbyder hotellet et todages kursus i fremstilling af thailandske retter ved chefkokken Tummanoon Punchun. Pris pr. dag: 350 kr. inklusiv frokost i form af ens egen fremstillede mad samt et forklæde.
Prins Henrik har flere gange før været på privat ferie på Phuket - som regel på den sydlige del af øen.


























