Det var en passioneret og veloplagt pensionist, der mødte op for at støtte Københavns Drengekor i Paris.

Benet driller lidt, men stokken var alligevel parkeret derhjemme, da BT mødte prins Henrik i Paris.

Der var lang kø foran den majestætiske katedral Notre Dame de Paris, som troner på l’Ile de la Cité, en lille ø midt i floden Seinen, da Københavns Drengekor gav klassisk koncert torsdag aften.

En af dem, der tog turen op ad trappen til katedralen, var prins Henrik, der trods sin status som pensionist stadig er protektor for koret.

Stokken, som før har ledsaget ham ved officielle begivenheder, havde han parkeret derhjemme. For trods det at han kan fejre sin 82 års fødselsdag i næste uge, så er formen fin og aktivitetsniveauet akkurat lige så højt som før, forsikrede han, da BT traf ham efter koncerten.

Han havde svært ved at få øje på de store forandringer ved sit nye liv som pensionist, som han officielt blev, da Dronningen proklamerede det i sin nytårstale .

»Der er ikke den store forskel. Det tror jeg ikke. Jeg har det godt, er i fin form, og jeg er stadig lige så aktiv som før, selvom mit ben til tider driller lidt,« sagde prins Henrik.

Beundrer af drengekoret

Han støttede sig til gelænderet med den ene hånd og havde den danske ambassadør i Paris Kirsten Malling Biering ved den anden.

Veloplagt og begejstret fortalte han, at han var en stor beundrer af drengekoret, som netop har afsluttet en Europa-turné. Derfor følte han også, at han burde møde op i Paris for at vise koret sin støtte.

»At høre drengene i denne pragtfulde katedral var helt fantastisk. De er utrolig talentfulde, det var rørende, hvilket man også kunne fornemme på publikum. Jeg har fulgt dem gennem lang tid som deres protektor. Og det er også derfor, at jeg er i Paris i dag for at vise, hvor meget jeg beundrer dem.«

Musik, kultur og kunst

Den passionerede talestrøm blev herefter afbrudt, da Prinsens hofchef Michael Bjørn Nelleman trådte ind, med et bestemt ‘Merci’ lod forstå, at nu skulle Prinsen have lov til at hilse på det kor, som han har været protektor for siden 1972.

Netop musik, kultur og kunst hører til prins Henriks yndlingsbeskæftigelser, og han har ikke lagt skjul på, at det er nogle af de ting, han vil bruge sit otium på at nyde.

Æreshverv og protektioner som eksempelvis Københavns Drengekor har han beholdt, men de officielle pligter har han i dag sluppet. I fremtiden vil han kun i sjældne tilfælde ledsage sin hustru dronning Margrethe på officielle opgaver.