Dronning Margrethe og prins Henrik aflyser et stort anlagt arrangement på regentparrets sommerslot Chateau de Cayx i Frankrig.

Bortset fra et par undtagelser har regentparret siden 1995 inviteret over 400 gæster til sommerkoncert på Cayx i hjertet af Cahors-distriktet.

Det er prins Henrik, som står for koncerten, der skulle afholdes den 18. august, men ifølge Billed-Bladet er koncerten blevet aflyst, selvom alt er klappet og klart til arrangementet.

Årsagen til aflysningen skal findes i, at de franske myndigheder har øget de sikkerhedsmæssige krav efter de frygtelige terrorangreb i Paris den 13. november sidste år og i Nice på Frankrigs nationaldag den 14. juli.

Ifølge Billed-Bladet vil koncerten ikke blive den samme oplevelse for de mange gæster, hvis regentparret skal overholde de nye regler. Derfor har dronningen og prins Henrik taget konsekvensen. Desuden er sikkerhedskravene for store, hvis man sætter dem i forhold til koncertens omfang.

Det står på nuværende tidspunkt ikke klart, hvilke forholdsregler regentparret har måtte tage på grund af kravene om øget sikkerhed.

Årets udgave af regentparrets sommerkoncert inkluderede ellers en optræden fra operasangeren Susanne Elmark, der var udset som trækplaster i følgeskab af Sønderjyllands Musikkorps.

Det er anden gang i denne uge, at terror får det danske kongehus til at aflyse et planlagt arrangement. I onsdags aflyste man et statsbesøg i Tyrkiet på grund af landets undtagelsestilstand  og højspændte situation efter et kupforsøget i sidste måned.