Som så mange andre pensionister benytter prins Henrik nu sin tredje alder til at rejse og opleve verden - alt imens dronning Margrethe har måttet stå i spidsen for den traditionsrige nytårskur på egen hånd.

Prinsgemalen har ikke været set siden han gjorde Dronningen selskab ved kongehusets nytårstaffel den 1. januar i år.

Dronningens mand befinder sig i stedet i Napoli i Italien, hvor han efter alt at dømme nyder sit otium ved at se på kunst i de varmere luftlag.

Det fremgår af billeder på Facebook, at prins Henrik lagde et smut forbi kunsteren Marco Guiseppe Ferrignos studie og forretning.

Marco Guiseppe Ferrigno fortæller til Ekstra Bladet, at Danmarks bedst betalte pensionist, som trods sin tilbagetrækken stadigvæk modtager 8 mio. kroner i apanage, ikke bare kiggede på hans værker, men også købte nolge med hjem.

Indkøbene skulle være figurer af Josef, Maria og de hellige tre konger: Balthazar, Melchior og caspar.

Hvor længe prinsgemalen har tænkt sig at opholde sig i Støvlelandet er uvist, men han har planlagt at skulle deltage i jagt i Grib Skov torsdag den 14. januar.