Prins Henrik står bag kunstværket ’Abstrakt Torso’, som han tirsdag viste frem i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Her bliver det royale kunstværk den seneste tilføjelse til kunstsamlingen, skriver TV 2 Nord.

Værket er fremstillet af flere forskellige materialer. Der er brugt marmor, bronze, chamotte og sølv, og prins Henrik kom under afsløringen af kunstværket, som blandt andet blev overværet af borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, ind på, hvor han har fundet sin inspiration.

»Afrikansk kunst. Negerkunst. Vi skal ikke være bange for at bruge negerkunst. Men også fra østen, hvor jeg kommer fra, fordi det er en blanding af alle kulturer og civilisationer,« sagde prins Henrik, der boede de første fem år af sit liv i Hanoi i Vietnam, det daværende Fransk Indokina.

I sin velkomsttale forklarede direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard, at det var en stor ære for centret at blive hjemsted for skulpturen. Han sagde også, at det uden tvivl vil vække stor interesse, glæde, snak og liv i hele Aalborg og være en interessant oplevelse for de mange nationale og internationale kunstnere og gæster.

Prisen på værket er ukendt, men ifølge AKKC-direktøren er det ikke centrets dyreste.

Prins Henrik viste sin nye skulptur frem og forklarede blandt andet, hvor han har fået sin inspiration til kunstværket fra.
Prins Henrik viste sin nye skulptur frem og forklarede blandt andet, hvor han har fået sin inspiration til kunstværket fra. Foto: Michael Bo Rasmussen
Vis mere