Bare to dage før Dronningens 75-års fødselsdag har prins Henrik lagt sig syg. Hoffet bekræfter, at han ikke deltager i festlighederne.

Prins Henrik er ramt af influenza og kan derfor ikke deltage i Dronningens fødselsdag.

»Prinsgemalen er fortsat syg og når desværre ikke at blive rask til at kunne deltage i de kommende dages festligheder,« bekræfter hoffets kommunikationschef Lene Balleby overfor BT.

I går måtte prins Henrik melde fra til at deltage i Dronningens pressemøde i anledning af hendes 75-års fødselsdag.

»Han har det ikke særlig rart lige nu. Det har man jo ikke, når man har influenza. Det er rigtig ærgerligt,« lød det oprigtig bekymret fra Dronningen i går.

»Influenza er ikke sådan til at spøge med,« tilføjede hun efter pressemødet, da nogle journalister ønskede den syge Prins god bedring.

Den 80-årige Prinsgemal var også nødt til at aflyse sin ellers planlagte deltagelse i Danish-Chinese Business Forum i dag, som er en af hans mange protektioner.

Prins Henriks sygdom kunne ikke falde på et mere ubelejligt tidspunkt. I morgen onsdag bliver dronning Margrethe fejret af det officielle Danmark ved en gallamiddag på Christiansborg Slot. Og torsdag står hele dagen i fødselsdagsfejringens tegn allerede fra klokken 9, hvor Dronningen bliver vækket på Fredensborg Slot.

Siden venter den traditionsrige vinke-scene på Amalienborg klokken 12, hvorefter det var planen, at Dronningen skulle have kørt i karet fra Amalienborg til Københavns Rådhus sammen med prins Henrik, hvor der er frokost, gaveoverrækkelse og underholdning. Endelig er der privat fest for familie og venner - omkring 230 personer - på Fredensborg Slot om aftenen. Men dagens fødselar må altså undvære sin Henri.