Mens prins William har hustru og to små børn, lever hans lillebror, prins Harry, stadig et ungkarleliv.

Prins Charles og afdøde prinsesse Dinas yngste søn afslører nu, hvorfor han i en alder af 31 år stadig lever et kulørt singleliv.

»Hvis eller når jeg finder en kæreste, vil jeg gøre mit bedste for at sikre, at jeg og hende er så komfortable med hinanden, inden vores privatliv bliver endevendt, hvilket er uundgåeligt,« siger prinsen i et interview med Sunday Times i forbindelse med Invictus Games – et sportsevent - der finder sted i Orlando, Florida.

»Den anden bekymring er, at lige så snart jeg snakker med en pige, så bliver hun set som min kone, og så står de (pressen, red.) og banker på hendes dør«, tilføjer han.

Prins Harrys arbejdsliv fylder for den 31-årige prins. Når der ikke er officielle pligter i de royale gemakker, så er han protektor for diverse velgørenhedsarrangementer. Med de mange forpligtende gøremål, er det svært at finde den eneste ene, fortæller han.

»Jeg prioriterer ikke arbejde før idéen om familie og ægteskab. Men ærlig talt, så har jeg ikke haft mange muligheder for at tage ud og møde den rette. Lige nu fokuserer jeg på arbejdet, men hvis den rette kommer forbi, så ville det være absolut fantastisk,« siger han.

Den britiske presse har ry for deres hårdhændede behandling af det britiske kongehus. Og de gik især tæt på prins Harrys mor, prinsesse Diana, der i 1997 endte sine dage i en tunnel i Paris, hvor paparazzifotografer jagtede hende. Dianas bil ramte direkte ind i autoværnet, og hun døde på stedet.

Prins Harry har da heller ikke meget lovprisning tilovers for den britiske presse.

»Alle har ret til et privatliv. Desværre er der ingen skelnen mellem offentligt og privat liv længere,« siger han.

Prins Harry er uddannet fra forskellige skoler i England, blandt andet det prestigefyldte Eton College. Desuden har han gjort karriere i det britiske militær.