Det er ikke mange dage siden, at den britiske prins Harry kom med noget af en chokerende udmelding i et interview med magasinet Newsweek.

Her sagde han følgende:

»Vi er involverede i at modernisere det britiske monarki. Vi gør det ikke for os selv, men for folkets bedste… Er der nogen i den royale familie, der vil være konge eller dronning? Det tror jeg ikke, men vi bærer vores pligter på det rette tidspunkt.«

Og nu fortæller prinsen mere omkring sin egen tvivl, som fyldte meget i prinsens yngre dage. Flere britiske medier skriver således, at prins Harry har indrømmet i et andet interview med den samme journalist fra Newsweek, at han brugte lang tid på at 'blive voksen' og på at finde sig selv. Det udmøntede sig blandt andet i en relativ vild ungdom med mange fester.

Rodløsheden førte til seriøse overvejelser om, hvorvidt han skulle frasige sig sin royale titel.

»Jeg følte, at jeg ville ud af det hele, men jeg besluttede mig for at blive og finde min egen rolle,« siger han.

Prins Harry giver udtryk for, at han altid har ment, at han kunne bruge sine evner til at bidrage med noget positivt til verdenen. Men han har ikke altid været overbevist om, at han behøvede sin royale titel for at gøre det.

Den nu 32-årige prins fandt stor inspiration ved at være en del af det britiske luftvåben. Det var her, at han følte sig hjemme.

»Jeg var ikke en prins. Jeg var bare Harry,« fortæller han.

I 2007 var han udstationeret i Afghanistan. Men han blev tvunget til at rejse hjem fra det krigshærgede land, da et australsk magasin skrev, at han var udstationeret i Helmand-provinsen.

Prins Harry.
Prins Harry. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere