10-årige prins Felix kom slemt til skade under badeferie i Tyrkiet i sidste uge.

Det skriver Her og Nu på sin hjemmeside.

Det var under en tur i poolen i familiens nye villa i Oasis Sky Club i den populære ferieby, Alanya, at mødet med en skarp kant gav den unge prins en dyb flænge i den ene læg.

Mor Alexandra fik stoppet blødningen og kørte herefter på skadestuen med prins Felix, hvor han fik lukket såret med 10 sting.

- Jeg vil kategorisere det som en almindelig sommerskade. Det sker, og det vil ske igen, og det er sket for os alle sammen. Og det er ikke sidste gang. Han rev sig på noget, og så passede vi lidt ekstra på, og han blev behandlet på hospitalet, men ikke indlagt, siger prins Felix' far, prins Joachim, til ugebladet.