Jazmin Grace Grimaldi er prins Albert af Monacos ældste barn. Men i årevis nægtede han at vedkende sig datteren, der er født uden for ægteskabet. Nu taler hun ud om forholdet til sin far.

Monacos prins Albert var i sine unge dage kendt for at være lidt af en playboy, og først i 2011 giftede den nu 57-årige monark sig med den tidligere olympiske svømmestjerne, sydafrikanske Charlene.

I december blev parret forældre til tvillingerne prinsesse Gabriella og hendes to minutter yngre bror, prins Jacques, der en dag skal efterfølge sin far.

Men de to royale spædbørn er ikke prins Alberts eneste børn - de er bare hans eneste 'ægte'.

Han har nemlig to andre børn med to forskellige kvinder, som han - noget modvilligt - har vedkendt sig faderskabet til.

Den ældste, Jazmin Grace Grimaldi, kom til verden efter en kort affære mellem prins Albert og hendes mor - den amerikanske servitrice Tamara Rotolo. Først da Jazmin var 14 år gammel, indrømmede playboy-prinsen, at han var hendes far.

Siden har de to forsøgt at opbygge et forhold, og dét fortæller den nu 23-årige Jazmin Grimaldi for første gang om i et nyt interview med det amerikanske magasin Harper's Bazaar.

I interviewet beskriver hun, hvordan det var, da det pludselig blev kendt i medierne, at hun havde blåt blod i årene.

»Det var en svær tid for en ung pige, og det krævede tilvænning at få den type opmærksomhed. Men jeg vidste, den ville komme en dag,« forklarer hun.

»Dette er mit første interview, første gang jeg står frem i offentligheden. Det er sårbart, men jeg tror, jeg er klar til at stå frem og dele lidt mere af min historie,« tilføjer hun

Claudia Schiffer

Interviewet er ledsaget af flere billeder af den smukke 'prinsesse', der ifølge Harper's Bazaar - ganske som sin berømte farmor, den afdøde prinsesse Grace af Monaco - er meget interesseret i at optræde. Hun synger blandt andet cabaretsange.

Jazmins mor har aldrig lagt skjul på, hvem hendes far var, og Jazmin havde da også tilbragt tid sammen med sin kendte far i Monaco, før han besluttede sig for at vedkende sig hende officielt. Den rejse fandt sted, da Jazmin var 11 år gammel:

»Eftersom jeg ikke havde haft en faderfigur, så savnede jeg det. Det var fantastisk, da det skete, og vi har haft et godt forhold lige siden,« fortæller hun.

I dag ser Jazmin, der har studeret Internationale Relationer på universitetet, sin far et par gange om året og var blandt andet tilstede, da hendes to små halvsøskende blev døbt i Monaco tidligere på året.

»Jeg glæder mig til at være søster ofr dem og til at se dem vokse op. De har de her smukke, store blå øjne - og de er begge to allerede velopdragne,« lyder det henført om de syv måneder gamle tvillinger.

Hun har også et godt forhold til sin anden 'uægte' halvbror, den 11-årige Alexandre Coste, som prins Albert har med en tidligere stewardesse.

»Vi nyder at spise familiemiddage, grille, tage på stranden - alt det, en normal familie gør,« fortæller hun om besøgene i Europas rigeste monarki.

»Det kræver bare lidt mere planlægning« tilføjer hun.