Journalisterne kæmper i øjeblikket om pladserne inden den store fremvisning af de nye medlemmer i Kongehuset fredag eftermiddag.

Kronprinsparrets tvillinger, der kom til verden lørdag i sidste uge, vil efter en behandling for gulsot i dag blive fremvist i Rigshospitalets forhal.

Det er et sandt kapløb mellem de mange nationale og internationale medier på hospitalet. Allerede tirsdag begyndte pladserne at blive markeret med navn på det podie, der er er blevet stillet op til fotograferne, ifølge bt.dk's udsendte på stedet.

Journalister og fotografer vil blive holdt på plads af hegn, mens fremvisningen foregår. Det var ikke tilfældet, da Kronprins Frederik var i forhallen kort efter fødslen for at offentliggøre detaljer om børnene og fødslen, men presseopbuddet er nu så stort, at det er blevet vurderet nødvendigt.

Kort efter klokken tolv fredag formiddag summer området af liv. Rygterne går om, at den store entre vil ske klokken 15, men intet er i øjeblikket bekræftet fra officielt hold.

Også Rigshospitalets patienter er interesserede i at kigge med, når Kronprinsparret dukker op, og flere har også taget plads i forhallen, så de kan et glimt af det store øjeblik.

 Følg tvillingernes første færd ude i verden på bt.dk