Trods danskernes til tider anstrengte forhold til prinsgemalen, så elsker vi, når han bryder med den royale etikette.

Selvom det falder tre ud af fire danskere for brystet, at prins Henrik beholder sin apanage på otte millioner kroner trods pensioneringen, så er et tilsvarende flertal glade for prinsgemalens til tider gakkede opførsel og uformelle væremåde.

Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for BT, efter at dronning Margrethe i sin nytårstale annoncerede, at prins Henrik har valgt at gå på pension.

Den danske folkesjæl

For det rammer nemlig lige ind i den danske folkesjæl, når prinsgemalen tager alene på Christiania uden livvagter, som han gjorde i december 2013, eller når han til en gallamiddag i Verdensnaturfonden klæder sig ud som en panda og driller Dronningen og gæsterne. Det forklarer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

»Det med formelle rammer og etikette lægger vi ikke så stor vægt på i Danmark i forhold til andre europæiske lande. Vi er mere uformelle, vi har for længst lagt de høflige tiltaleformer på hylden, så på den måde passer hans brud på etiketten fint med den danske folkesjæl. Ikke kun i vores syn på kongehuset, men også det danske samfund som helhed og den måde vi omgås hinanden,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Bryder med royal etikette

Mens 41 og 34 pct. af de adspurgte i Gallup-undersøgelsen er enige eller overvejende enige i, at det er i orden, at prins Henrik bryder med den royale etikette, så er henholdsvis 10 og otte pct. overvejende uenige med eller direkte imod prins Henriks brud på etiketten.

Sin titel og rolle

Danskerne har i andre undersøgelser givet udtryk for et anstrengt forhold til prins Henrik, men det skyldes ifølge Lars Hovbakke Sørensen, at prinsgemalen gentagne gange har udtrykt utilfredshed med sin titel og rolle i kongehuset.

»Der er nogle grundliggende traditioner, som danskerne ikke synes, han skal ændre på. Men når det drejer sig om hans rolle inden for rammerne i kongehuset, så synes danskerne generelt meget bedre om ham. På sin vis har han gjort kongehuset mere folkeligt,« siger Lars Hovbakke Sørensen.