2004 har indtil nu budt på lykkelige og historiske begivenheder i Kongehuset, men skilsmissen mellem prins Joachim og prinsesse Alexandra bryder idyllen.

Den forestående skilsmisse mellem prinsesse Alexandra og prins Joachim bringer sorg ind i et år, der ellers for kongehuset har budt på mange lykkelige begivenheder - den største af dem endda med historiske dimensioner.

For historie blev der skrevet, da kronprins Frederik den 14.

maj giftede sig med australske Mary Donaldson, der med sit ja i Vor Frue Kirke forvandlede sig til kronprinsesse af Danmark. I sin tale til brudeparret sagde dronningen, at det først blev forår i kronprinsens sind, da han mødte Mary.

Efter bryllupsfestlighederne og en veloverstået bryllupsrejse solede de nygifte sig først i danskernes hyldest under et sommertogt med kongeskibet Dannebrog rundt i landet, derefter tog kronprinsparret på officielt besøg i Grønland med regentparret og endte i august Athen, hvor de - samt prins Joachim, dronning Margrethe og prins

Henrik - var ivrige tilskuere under OL. Prinsesse Alexandra og de små prinser blev hjemme i Danmark.

2004 bød også på flere runde fødselsdage i den kongelige familie. Den 29. april fyldte prinsesse Benedikte 60 år, og den 30. juni fyldte prinsesse Alexandra 40 og festede under private former. I interviews fortalte 40-års fødselaren, at hun med alderen var blevet mere filosofisk og eftertænksom omkring sit liv, og den 11. juni lod så en

smilende og veloplagt prins Henrik sig fejre i anledningen af sin 70 års fødselsdag. På selve dagen var der fest for venner og særligt indbudte på Fredensborg Slot, og ved festmiddagen gav dronningen udtryk for sin glæde over, at gemalen havde fundet sig selv igen oven på sin personlige krise, der kulminerede i 2002.

Dengang gav han i et hidtil uhørt åbenhjertigt interview med B.T.s hofrapporter Bodil Cath udtryk for, at han følte sig degraderet i den kongelige rækkefølge i forbindelse med afviklingen af en nytårskur, hvor kronprinsen afløste sin mor. Eksperter var efterfølgende enige om, at prins Henriks krise havde givet kongehuset ridser i lakken, og der var endda i medierne rygter om en kommende skilsmisse mellem dronningen og prinsen.

De rygter er for længst manet til jorden, og regentparret rejser til november sammen på statsbesøg hos det japanske kejserpar. Til gengæld er det en realitet, at parrets yngste søn nu står foran et opløst ægteskab.

Ritzau