Det var en farlig havstrøm - et såkaldt hestehul - der torsdag fangede 10-årige prins Christian under en badetur på kronprinsparrets juleferie i Australien.

Derfor blev det nødvendigt at iværksætte en redningsaktion for at få den danske tronarving sikkert ind på land på Mermaid Beach på Australiens berømte Gold Coast.

Det bekræfter chefen for strandens livredderhold Warren Young over for BT.

»Vi har en altoverskyggende prioritet. Og det er at redde menneskeliv,« siger Warren Young på en telefonforbindelse fra Australien. Han er den øverste chef for det livredderhold, der forhindrede, at kronprinsparrets juleferie ikke endte fatalt.

Warren Young fortæller, at prins Christian op til hændelsen gjorde det rigtige og svømmede mellem de flag, som omkranser det område, der er under overvågning af livredderne på Mermaid Beach.

»Hans far (Kronprins Frederik, red) stod og kiggede på,« siger Warren Young.

På få sekunder blev situationen dog ændret. For den unge arving til den danske trone blev pludselig fanget i en kraftig udadgående, lokal og midlertidig strøm, et såkaldt hestehul.

Warren Young fortæller BT, at prins Christian blev ført væk fra kysten ud mod det dybere vand. Strømmen var så kraftig, at det ville have været nytteløst for den 10-årige prins at svømme tilbage mod land.

Det vidste den 25-årige livredder Nick Malcolm, der hurtigt hoppede på et surfbræt og padlede ud til den nødstedte prins. Warren Young fortæller, at prins Christian reagerede kvikt ved synet af Nick Malcolm og fik løftet sig op på surfbrættet. Herefter kunne livredderen skubbe ham sikkert ind til kysten.

»Jeg er glad for, at han viste sig som en stærk svømmer, så han kunne holde sig oppe. Livredderen røg på boardet og nåede ud til ham. Han (Prins Christian, red) nåde ikke mere end ti meter væk, efter strømmen fangede ham,« siger Warren Young til BT og tilføjer:

»Han havde det fint, og hans forældre takkede personligt livredderen bagefter.«

Warren Young og hans livredderhold ved Mermaid Beach har sørget for badegæsternes sikkerhed i 42 år. Men de har aldrig prøvet at redde en tronarving før, og det var også først et lille stykke tid efter hændelsen, at det gik op for livredderholdet, hvem de havde reddet.

»Livredderne havde ingen idé om, hvem det var. Vi vil bare gerne passe på alle ved stranden. Især børnene. Han (Prins Christian, red) var ikke i panik på noget tidspunkt,« fortæller Warren Young.

»Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det tiltrækker sig opmærksomhed. Men vi gjorde bare vores arbejde. De (Kronprinsparret, red) slappede bare af på stranden og holdt øje med deres børn. De gjorde ikke noget for at tiltrække sig opmærksomhed,« siger Warren Young til BT.

(Opdateret mandag klokken 09:23: I en tidligere version af denne artikel, skrev vi, at udtalelserne i denne artikel kom fra cheflivredder Stuart Keay. På grund af dårlig telefonforbindelse opstod en misforståelse mellem BT og livredderholdet på Mermaid Beach. Udtalelserne kommer fra Chief Lifeguard Warren Young.)