Mens prins William har arvet sin mors flotte udseende og følsomme sind, så har hans lillebror prins Harry arvet prinsesse Dianas mere komplekse tankegang. Det afslører en ny bog om den 28-årige prins Harry.

Bogen, 'The People's Prince' rummer ifølge den britiske avis Daily Mail nye og afslørende detaljer om den rødhårede prins. Detaljer, der forklarer, hvorfor prins Harry til tider virker så rodløs. Og så modsat sin storebror, William, har svært ved at beslutte sig for den eneste ene.

Allerede fra en tidlig alder adskilte prins Harry sig fra sin to år ældre storebror. Mens William var et mere roligt gemyt, så var Harry en vildbasse fra fødslen. Han vrælede, når han blev taget ud i de store folkemængder, og han vrælede, når han som kun 14 måneder gammel ikke fik lov til selv at styre sin pony. Og der gik ikke længe, før hoffet fik svært ved at holde styr på den lille krudtugle. Som to-årig faldt prins Harry ned af et køkkenbord i Kensington Palads, hvor han slog sig så hårdt, at han måtte syes med flere sting. En episode som hoffet tilsyneladende fandt så bekymrende, at den har været hemmeligholdt - indtil nu.

'Min fare-elskende Harry', kaldte prinsesse Diana sin lille prins, der  indenfor paladsets gemakker yndede at iklæde sig en soldateruniform, mens han bad de ansatte om at give ham ordre.

Men selv om Harry var en hårdfør lille gut, så rummede han også et kompleks følelsesregister. Noget, som menes, at han har arvet efter sin mor.

Da prins Charles og prinsesse Diana i 1992 annoncerede, at de skulle separeres, påvirkede det Harry så meget, at han gentagne gange tiggede om, hvorvidt han kunne gøre noget for at gøre 'mor og far glade igen'.

Da Diana fik nye kærester ind i sit liv, tog Harry det ikke pænt. Og prinsesse Diana blev bekymret for, om hendes søgen efter en ny kærlighed, kunne skade hendes sønner.

- Jeg fortalte hende, at det ikke ville være godt for dem - især ikke for prins Harry, der allerede var en lille slagsbror, og at dette kunne påvirke ham i hans senere år. Fra hvad hun fortalte mig, var han allerede begyndt at gøre oprør, fortæller Dianas tidligere psykolog til den nye bog ifølge Daily Mail.

I 1997omkom prinsesse Diana i en trafikulykke, og så blussede Harrys indre rebel for alvor op. Året efter Dianas død begyndte han på den prestigefyldte drengeskole Eton. Han havde dog svært ved at få venner, endte i slåskampe, og på et tidspunkt fik hans far, prins Charles, en besked om, at Harry udviste aggressiv adfærd på fodboldbanen.

Også i kærligheden manifesterede prins Harry rodløse tilværelse sig. Det er offentlig kendt, at Harry har haft en letsindig omgang med kvinder. Men en af hans romancer har indtil nu været hemmelig. Da Harry gik på Eton forelskede han sig i ekspedienten Margaret fra det lokale supermarked. Hun genkendte ham dog ikke, og gik med til at få en drink med ham.

- Han var virkelig sød, selv om jeg ikke tror, han helt vidste, hvordan han skulle opføre sig overfor en, der kommer fra den anden side af skinnerne, fortæller kvinden til den nye bog. Selv om hun kunne lide Harry, de mødtes nogle gange og endte med at kysse, så valgte hun at stoppe forbindelsen. Hun havde nemlig en kæreste i forvejen.

- Jeg havde det forfærdeligt. Jeg kunne godt lide ham, men jeg vidste, at det ikke ville føre til noget, og jeg risikerede at miste den fyr, som jeg havde været sammen med i næsten to år, fortæller kvinden, der sidenhen blev gift med sin kæreste, som hun nu har to børn med.

Prins Harry fandt også sin store kærlighed - nemlig den jurastuderende millionærdatter Chelsea Davy. Men selv om parret var stormende forelsket og Harry i et brev til en ven har kaldt Chelsea for 'mit livs kærlighed', kunne han ikke helt holde sig på måtten. Gentagne gange var han Chelsea utro, hvilket førte til flere brud mellem dem.

Dog var det alligevel Chelsea, som Harry ringede til, da hans udsendelse til Afghanistan pludselig blev afbrudt. Og den lyshårede kvinde kunne som den eneste trøste den triste soldat.

Senest fandt parret sammen i 2011, hvor Chelsea akkompagnerede Harry til prins William og Kates bryllup. Flere troede, at parret nu ville blive sammen. Men Chelsea valgte kort efter at droppe sin prins. Kilder tæt på parret mener, at hun ved brylluppet for alvor fik øjnene op for, hvad det vil sige at blive gift med en engelsk prins. Og at hun ikke brød sig om, hvad hun så.

Prins Harry har siden fået en ny kæreste - nemlig den 24-årige tidligere model Cressida Bonas, og mens der i den royale familie håbes på, at han endelig har fundet sin udkårne, så er Harrys venner dog knap så sikre.

- Afskriv ikke Chelsea endnu. Hun var hans livs kærlighed i syv år, og det ville ikke overraske mig, hvis de blev genforenet på et tidspunkt, siger en af prinsens venner. Ifølge vennen er Chelsea den eneste, som Harry nogensinde har ønsket at gifte sig med.