Det bliver en måned før forventet, at Sverige får endnu en prinsesse, når Madeleine nedkommer til februar. Til gengæld bliver der en prinsesse mindre ved Nobelprisfesterne senere i denne måned. Det har prinsesse Madeleine meddelt via sin facebookside.

Her fortæller Madeleine nemlig, at det allerede er til februar, hun føder sin og Chris O'Neils første barn. Fødselstidspunktet kommer bag på svenskerne, fordi alle er gået ud fra, at Madeleine var blevet gravid på bryllupsrejsen, efter det storstilede bryllup i Stockholm den 8. juni i år, og derfor først skulle føde til marts.

SWEDEN ROYAL WEDDING

Men prinsessen og hendes borgerlige mand har snydt alles beregninger, eftersom Madeleine ifølge hende selv altså har termin i februar. Dermed vil endnu en svensk prinsesse få fødselsdag i februar. Victoria og Daniels datter, prinsesse Estelle, har fødselsdag den 23. februar.

På grund af fødslen har Madeleine valgt, at hun ikke deltager i Nobelpris festlighederne den 10. december.

- Det bedrøver mig, at jeg ikke er i stand til at deltage i Nobel festlighederne i år. Men da jeg venter en lille pige i februar, bliver det for hårdt for mig at deltage i programmet, der løber over to dage, skriver Madeleine på sin facebookprofil.

SWEDEN-ROYALS-MARRIAGE

Men Madeleines afbud er ikke det eneste kongelige frafald ved de ellers så prestigefyldte Nobelfester. Også kronprinsesse Victoria har melddelt, at hun heller ikke deltager. Det skyldes ikke endnu en graviditet, men at den svenske kronprinsesse sammen med Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt, repræsenterer Sverige ved mindeceremonien for Nelson Mandela.

Dermed bliver dronning Silvia i år den eneste kvinde fra det svenske kongehus, som deltager i Nobelfestlighederne.

Til gengæld bliver der fyldt godt op med kongelige på rækkerne ved Mandelas mindeceremoni i Johannesburg den 10. december. Fra Danmark deltager kronprins Frederik, fra Norge kronprins Haakon og fra Holland konge Willem-Alexander.