Knap en million australiere fulgte med, da filmen om Mary Donaldson og hendes vej til at blive dansk kronprinsesse havde australsk tv-premiere.

Den med spænding ventede premiere på filmatisering af Mary Donaldsons vej til at blive dansk kronprinsesse, blev søndag forløst i Australien. Ifølge de første seertal fulgte lige knapt en million mennesker med, da Channel Ten søndag aften, lokal tid, viste "Mary: The Making of a Princess".

LÆS OGSÅ: Nu taler Eva om forholdet til Martin

Samtidig erobrede filmen Twitter, hvor #PrincessMary toppede som mest omtalte i fire timer i Australien, mens det lå i top10 i 10 af 11 timer efter premieren - undervejs blev den dog vippet ud af top 10 af #MaryTheMarkingOfAPrincess.

Det var dog ikke nok til at bringe de store roser frem hos de australske medier, der op til premieren havde fulgt nysgerrigt med på sidelinjen. Faktisk var det snarere skuffelse, der prægede billedet efter at tv-anmelderne havde set den royale kærlighedshistorie, der kombinerer kendte begivenheder med opdigtede, og altså ikke holdt sig tæt til virkelighedens manuskript.

LÆS OGSÅ: Film afslører Frederik og Marys frække hemmelighed

Som da kronprins Frederik frier til Mary i en vejkant på Tasmanien umiddelbart efter, at hun har kastet op. Ligesom det da også er yderst tvivlsomt, at Dronning Margrethe skulle have tvunget Mary Donaldson til at underskrive en kontrakt, hvor hun lover mindst to arvinger, og at hun aldrig vil tage børnene med ud af landet.

LÆS OGSÅ: Mary og Frederik har fået nok: Dropper familien til jul

Dronning Margrethe bliver i øvrigt præsenteret som en iskold monark, der på ingen måde er imponeret af kronprinsens erobring.

»Der var taget en helt ekstrem grad af kreativ frihed med den her film. Jeg var faktisk temmeligt overrasket«, lød reaktionen fra Amber Petty, der var brudepige for Mary Donaldson, til Adelaide Confidential efter tv-premieren.

LÆS OGSÅ: Disney-klassiker bliver til dansk musical

Det er dog ikke filmens eneste udfordring, hvis man skal tro de første reaktioner fra de australske medier, der heller ikke ligefrem sad tilbage med bankende hjerter og lyserød flimmer for øjnene.

»Grundlæggende lykkes det aldrig for "Mary: The Making of a Princess" at forløse historien om den ægte kærlighed, der er så afgørende for hele fortællingen«, lyder dommen blandt andet i Sydney Morning Herald, der efterlyser både mod, hjerte og passion i filmen.

»Det står simpelthen aldrig klart, hvorfor to mennesker fra hver sin ene af kloden og hvert sit sociale lag falder for hinanden«.

The Guardian konstaterer, at der er tale om en letbenet og forudsigelig affære, der heller ikke griber chancen for at sætte spørgsmålstegn ved monarkiet eller berømmelse i almindelighed.

Artiklen er oprindelig publiceret på herognu.dk