Kendte og kongelige siger det sidste farvel til grev Christian

I dag kl. 11 tager familien, kongehuset og pårørende den sidste afsked med grev Christian af Rosenborg, der er Dronning Margrethes fætter.

Lidt over kl. 10. begyndte de første gæster at ankomme til Lyngby Kirke, hvor tunge mørke skyer havde samlet sig over den røde murstenskirke.

Kort før kirkeklokkerne ringede ind kl. 11, ankom regentparret Dronning Margrethe og Prins Henrik og kort inden Prinsesse Marie til kirken for at deltage i begravelsen. Ved indgangen til kirken stod grev Christians tre døtre, alle i sorte kjoler og med sorte hatte, tvillingerne Camilla og Josephine og Feodora og tog imod regentparret og de andre gæster. Prinsesse Marie ankom sammen med Prinsesse Benedikte, der er kusine til grev Christian.

Grev Christians enke grevinde Anne Dorte var allerede ankommet til kirken ved 10-tiden. I dag er sorgens dag for grevinde Anne Dorte, der skal tage en sidste afsked med sin elskede ægtemand gennem 42 år. Hun er selv dybt mærket af sin egen alvorlige kræftsygdom og et længere hospice-ophold. Efter at Anne Dorte kom hjem fra hospice, nåede parret at få 14 dage sammen i deres hjem, før grev Christian udåndede d. 21. maj.

Til begravelsen deltager også Johnny Reimar, som grev Christian og hans kone Anne Dorte ofte var sammen med på Bakken, når der var premiere på syngepigepavillon Bakkens Hvile. Også bakkesangerinde Dot Wessman, kendisfrisøren Tage Frandsen, der var ven af parret, og folketingspolitikeren Thyra Frank (LA).

TV: Her ankommer de kongelige til begravelsen

Grev Christians bror grev Ingolf deltager også i begravelsen sammen med Prinsesse Astrid fra det norske kongehus, der er søster til Kong Harald.  Den 81-årige prinsesse blev kørt helt op til kirkens hovedindgang.

Grev Christian af Rosenborg sov stille ind på Gentofte Hospital efter længere tids sygdom tirsdag d. 21. maj. Han blev 70 år gammel.

Begravelsen bliver efter grev Christians eget ønske holdt i Lyngby Kirke nær Sorgenfri Slot i Kgs. Lyngby, hvor han er vokset op og boede sammen med sin kone før sin død.

Grev Christian har også selv valgt præsten Julie Goldschmidt, som han holdt af at komme til gudstjenester hos.

Under begravelsen i kirken skal grev Christians ældste svigersøn Mikael Rosanes som den eneste holde en tale til ære for greven. Grev Christians datter, komtesse Camilla af Rosenborg har fortalt til BT, at hendes mand skal holde talen, da han er en god taler, der kan bevare fatningen.

Efter begravelsen vil der være en lille privat sammenkomst for de nærmest.

Greve Christian af Rosenborg sov stille ind på Gentofte Hospital d. 21. maj. efter længere tids sygdom. Her ses han sammen med sin kone Grevinde Anne Dorte.
Greve Christian af Rosenborg sov stille ind på Gentofte Hospital d. 21. maj. efter længere tids sygdom. Her ses han sammen med sin kone Grevinde Anne Dorte. Foto: Simon Bohr
Vis mere

Kongehuset har ikke officielt oplyst, hvad Greve Christian døde af. Hans datter Josephine har udtalt til bt.dk, at familien ikke kender den nøjagtige dødsårsag.

Christian af Rosenborgs har tidligere haft kræft i halsen, men blev erklæret fri for kræft for tre år siden. Sygdommen kom dog alligevel til at have indflydelse på de sidste tre år af hans liv. Efter 33 strålebehandlinger mistede han nemlig meget af sin stemme og kunne til sidst kun hviske.