Norges prinsesse Märtha Louise bør frasige sig sin titel. At tale med engle er ikke passende for en prinsesse, mener norsk avis, der dog undsiges af partier.

Den norske avis Bergens Tidende råder mandag på lederplads prinsesse Märtha Louise til at afgive prinsessetitlen. Avisen finder ikke, at det er foreneligt med prinsessetitlen, at hun taler med engle og oven i købet vil tjene penge på det.

Flere andre dagblade kritiserede også prinsessen på lederplads mandag, men de store politiske partier deler ikke den udbredte holdning i dagspressen.

- Der er ingen grund til, at prinsesse Märtha Louise skal frasige sig sin titel, fordi hun gør karriere i erhvervslivet . Det vigtige er, at hun optræder passende i forhold til love og regler, og at hun ikke misbruger titlen kommercielt, sagde lederen af Kristelig Folkeparti, Dagfinn Høybråten.

Fremskrittspartiets Carl I. Hagen mener ikke, at engleskolen i sig selv er grund nok til at kræve, at Märtha Louise frasiger sig sin titel, og Høyre-lederen Erna Solberg er enig.

/ritzau/