Nogle gange kan virkeligheden overgå fantasien! For to år siden slap kidnappede Natascha Kampusch ud af otte års fangenskab i en kælder. Nu kan hun måske en dag sige goddag til den kongelige familie på Amalienborg. For danske prins Waldemar skal giftes med moderen til den østrigske piges ven, Mario-Max.

B.T. kan i dag afsløre, at danske prins Waldemar af Schaumburg-Lippe, der er dronning Margrethes halvfætter, skal giftes med Gertraud Antonia Wagner-Schöppl, der er jurist og tilmed uddannet dyrlæge.

- Jo, det er rigtigt. Vi skal giftes 20. september, siger prins Waldemar til B.T.s Bodil Cath. Han fortæller også til Danmarks hofreporter nummer et, at han har et godt forhold til sin kones søn, 31-årige Mario-Max, der er en nær ven til nu 20-årige Natascha Kampusch.

Prins Waldemar kender også prinserne Henrik, Frederik og Joachim godt fra gammel tid. Han har også, som foreskrifterne kræver, oplyst dronning Margrethe og prins Henrik om sit forestående ægteskab.

Prins Waldemar blev i sin tid skilt fra nu afdøde hoffotograf, prinsesse Annelise, en skilsmisse der ikke gik stille af, og hvor det snavsede vasketøj blev kastet frem og tilbage i den danske presse.

Sammen fik de datteren, Eleonore-Christine, som er næsten jævnaldrende med prins Waldemars kommende stedsøn Mario-Max, nemlig 30 år.

Eleonore-Christine var i øvrigt inviteret med i kirken, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary blev gift.

Prins Waldemars bryllup skal som sagt finde sted 20. september i valsenes by Wien. Der bliver tale om et eftermiddags-bryllup i slotskapellet Schönbrunn.

Det var 16. august i år, at vi her på Bt.dk. kunne fortælle om Natascha Kampuschs nye kærlighed – nemlig den 31-årige prins Mario-Max.

Parret trådte offentligt frem, hvilket skete i et teater i Salzburg, hvor Natascha var iklædt en flot aftenkjole – og i øvrigt ankom sammen med Mario-Max Schaumburg-Lippe i karet, som gav en helt "askepot-agtig atmosfære", siger vidner. Ifølge Bt.dk.s oplysninger havde den tidligere kidnappede pige have mødt sin "drømmeprins" for nogle måneder siden i den østrigske TV-kanal Plus 4’s lokaler.

Her arbejder de nemlig begge som programledere. Som tidligere nævnt i Bt.dk. har Natascha Kampusch bl.a. sit eget program, og for nogle måneder siden interviewede hun bl.a. den tidligere formel 1-verdensmester Niki Lauda, i sit debutprogram.

Flere kunne også berette den dag i Salzburg, at Natascha og Mario-Max få timer før festaftenen i teatret havde besøgt en juveler-forretning, hvor hun havde købt et sæt øreringe, som hun bar i teatret. Og det skulle være dem som ses på billedet.

Natascha Kampusch var selv meget sparsom med oplysninger, da hun blev spurgt om sit forhold til den 31-årige Mario-Max:

- Jeg har ingen kommentar, sagde hun med et smil til de mange nysgerrige pressefolk, der flokkedes om parret. Men de var ikke i tvivl!

En af gæsterne ved Natascha Kampusch og prinsens bord efter teater-forestillingen konstaterede dog, at parret syntes at have det virkeligt godt sammen.

- De virkede begge meget afslappet, lo og pjattede meget. Det var helt klart, at hun syntes godt om ham, siger kilden.

Fanget i otte år

Natascha Kampusch blev kidnappet som 10-årig på vej til skole i 1998 af Wolfgang Priklopil.

Han holdt hende indespærret i sit hus i otte år indtil det lykkedes hende at flygte i et ubemærket øjeblik, da han talte i telefon.

Sagen vakte stor opmærksomhed over hele verden – og gik fra at være en kriminalsag af utrolig karakter til også at give politiske dønninger i Østrig. Samt hos politiet, der blev kritiseret for ikke at have reageret på flere tip.

Samme aften som Natascha Kampusch flygtede fra sin kidnapper, sprang Wolfgang Priklopil ud foran et tog – og tog dermed selv konsekvensen af sin frygtelige forbrydelse.

Siden stod Natascha Kampusch selv frem på østrigsk TV og fortale om sit liv i kidnapperens hus.

Hele verden følte med den pigen – nu en ung kvinde – der mistede hele sin barndom på en så tragisk måde.

Nu håber alle hendes venner samt familie så, at lille Natascha endelig har fundet lykken med sin "drømmeprins". Og måske – hvem ved – en dag står hun måske midt i det gamle København , og siger goddag til den royale familie.